Mor blev dolket ihjel: Sådan kommer hendes to børn videre

Både Maria Louise Fiedlers egne børn og deres skolekammerater skal hjælpes videre efter knivdrabet i Holmegårdscentret i Kokkedal, mener krisepsykolog

Maria Louise Fiedlers datter var uhyggeligt tæt på, da hendes mor blev dræbt med flere knivstik i Holmegårdscentret i Kokkedal. Hun og hendes lillebror skal nu forsøge at komme igennem sorgen. (Foto: Jan Sommer/privat)
Maria Louise Fiedlers datter var uhyggeligt tæt på, da hendes mor blev dræbt med flere knivstik i Holmegårdscentret i Kokkedal. Hun og hendes lillebror skal nu forsøge at komme igennem sorgen. (Foto: Jan Sommer/privat)

Kender du den dræbte eller gerningsmanden? Ved du mere om sagen, så tip os. Sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

Maria Louise Fiedlers to børn blev i går udsat for det værste, der kan overgå et barn, da deres mor på brutal vis blev revet fra dem.

Hun blev stukket ihjel foran Fakta i Holmegårdscentret i Kokkedal kort efter klokken 7. Ifølge politiet var det hendes 45-årige ekskæreste, der på grund af hjertesorg tog livet af den 38-årige kvinde.

- De to børn har oplevet det værste, et barn kan opleve. At miste deres mor, siger Rikke Høgsted, som er selvstændig krisepsykolog, til Ekstra Bladet.

Maria Louise Fiedler var på vej til at følge sin 15-årige datter i skole på Kokkedal Skole, da hun tidligt onsdag morgen pludselig stod ansigt til ansigt med sin ekskæreste. Omgående var hun tilsyneladende så klar over faren, at hun jog sin datter væk. Da teenageren kort efter vendte tilbage, var katastrofen indtruffet. Hendes mor var dræbt.

Se også: Dræbt kvinde var mor til to

Selv om datteren var på tætteste hold, da Maria Louise Fiedler mistede livet, behøver hendes chok ikke at være større end lillebrorens. Den niårige dreng var på vej i skole på Karlebo Skole, da tragedien skete.

Svært at skelne fantasi og virkelighed
Det kan lyde barskt, men ifølge krisepsykologen kan det være formildende, at datteren har nogle konkrete billeder at forholde sig til, så fantasien ikke risikerer at få overtaget:

- I forvejen er der risiko for, at man kan lide meget voldsomt af fantasien om, hvad der skete. Og indtil børn bliver op til 10 til 12 år, kan det ske, at de ikke kan finde ud af, hvad der var fantasi, og hvad der var virkelighed.

Maria Louise Fiedlers kun niårige søn skal derfor langt fra have mindre hjælp end storesøsteren:

- Han kan have svært ved at skelne fantasien fra virkeligheden. Det er ekstra vigtigt med en dreng i den alder at få talt rigtig meget med barnet, så fantasien ikke koger over.

Børnene skal opleve ro
Fredensborg Kommune aktiverede ifølge Sjællandske Medier allerede kort efter drabet sin krisehjælp. Til at begynde med handlede det om, at Maria Louise Fiedlers to børn kom i trygge rammer.

- De trygge rammer betyder de nærmeste omkring børnene - typisk den anden forælder, bedsteforældre, onkler og tanter eller fætre og kusiner. Voksne, som børnene kender godt, som har en relation til den afdøde, som de kan sørge med, siger Rikke Høgsted, som på kort sigt mener, det er vigtigt for børnene at opleve så megen ro som muligt.

Børnene bør også involveres i planlægningen af deres mors begravelse.

- Det er en god ting at være med til at planlægge. Uanset om ens forælder dør pluseligt eller forventet på grund af sygdom, er det vigtigt at opmuntre til at planlægge begravelsen eller elementer af den.

Det betyder ifølge Rikke Høgsted meget for børn at sætte et aftryk på afskedsceremonien og at få en oplevelse af at være med. De skal ikke føle sig holdt udenfor, men inddraget og som en del af fællesskabet.

Rikke Høgsted fortæller, at børn, der mister deres forældre, typisk kan havne i 'en psykologisk tilstand præget af chok, som kan give give hukommelsestab'.

- Derfor er det godt bagefter at have en viden om, at man har været med til at arrangere det her.

Børnene skal bearbejde hændelsesforløbet
På længere sigt skal begge børn ifølge Rikke Høgsted have bearbejdet hændelsesforløbet. For eksempel hvor de var, da det skete og gennemgået dagene omkring selve traumet.

- Nu gælder det om at hjælpe dem ind i en god sorg og bearbejde tabet af moderen. Det er vigtigt at skabe nogle stærke og varige minder om den afdøde, så børnene med deres sorg får mulighed for at tage deres mor videre med sig også ind i voksenlivet.

Se også: Kan ikke huske noget: Sigtet for at dolke mor til to i halsen



Se også: 38-årig kvinde dræbt i indkøbscenter

Åbenhed om drabet er også vigtigt, men graden af detaljer skal tilpasses barnets alder. Og hvor ubærlig drabet på den 38-årige mor til to end er, så er politiets formodning af motivet bag også til at forstå for børn:

- Det her skal ikke forstås bagatelliserende, men når forældre slår et barn ihjel, er det umuligt at forstå - både for børn og voksne. Men de fleste kender tragedien om, at en kæreste er ulykkelig og slår den anden ihjel. Det betyder ikke, at de to børn ikke har oplevet det allerværste - at miste deres mor - og skal æres.

Skolekammerater skal også have hjælp
Til forældrene til de efterladte børns skolekammerater lyder rådet fra krisepsykologen, at de skal give deres børn ekstra tryghed og være meget sammen med barnet:

- Hvis de oplever, at reaktionerne står på udover et par uger, bør man få undersøgt, hvad grunden er, og om barnet har brug for ekstra hjælp. Hvis barnet har været udsat for andre ting - for eksempel mobning - kan en kritisk hændelse være dråben, der får bægret til at flyde over og få barnet til at mistrives alvorligt.

Rikke Høgsted opfordrer også de voksne i skolebørnenes liv til at arbejde for at undgå en tabuisering af tragedien:

- Forældrene og lærerne skal tale med børnene om døden, og hvad den vil sige, så børnene kan sætte ord på de tab, de har haft, og deres reaktioner.

Børn skal have lov til at vise spontan solidaritet
På den måde kan de to efterladte børn også lettere på et tidspunkt komme tilbage til deres hverdags- og skoleliv uden at føle sig isolerede. Og en stor del af bearbejdningen for skolekammeraterne består ifølge Rikke Høgsted af praktiske ting:

- For skolekammeraterne er det vigtigt, at de oplever, at man viser familien respekt. Børn har stor flair for retfærdighed og respekt, og der skal også laves aftaler om, hvem der går til begravelsen.

Samtidig er det vigtigt at møde børnene i øjenhøjde og lade dem give dem lov at 'udtrykke deres spontane medfølelse i børnehøjde'.

- Man må ikke hæmme børnene i deres umiddelbare måde at vise solidaritet på, men være lidt ydmyg som voksen. Man skal guide børnene, men også lade dem have deres sms-verden og lægge beskeder og billeder på Facebook.

Kender du den dræbte eller gerningsmanden? Ved du mere om sagen, så tip os. Sms/mms til 1224 (koster alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.

1 af 2 - De to børn har oplevet det værste, et barn kan opleve. At miste deres mor, siger Rikke Høgsted, som er selvstændig krisepsykolog. (Privatfoto)
2 af 2 Maria Louise Fiedlers datter var uhyggeligt tæt på, da hendes mor blev dræbt med flere knivstik i Holmegårdscentret i Kokkedal. Hun og hendes lillebror skal nu forsøge at komme igennem sorgen. (Foto: Jan Sommer/privat)