Eks-Bandidos: - Jeg blev truet til at kaste sten på Christiania

En tidligere rocker siger, han blev truet til at kaste sten på Christiania

Politiet var igen i går på Christiana og blev mødt af en byge stenkast. (Arkivfoto: Martin Lehmann/Polfoto)
Politiet var igen i går på Christiana og blev mødt af en byge stenkast. (Arkivfoto: Martin Lehmann/Polfoto)

- For et år siden meldte jeg mig ud af Bandidos, så jeg er altid maskeret, når jeg er på Christiania.

Sådan forklarede en 26-årig tidligere Bandidos-rocker i Københavns dommervagt i dag, hvor han sammen med en 25-årig blev sigtet for stenkast mod politiet på Christiania i går. Der deltog, ifølge sigtelsen, fem ukendte personer i stenkasteriet.

Den 26-årige er også sigtet for deltagelse i opløb og for at have givet en politimand et knytnæveslag på næsen. Han nægter sig skyldig i det hele.

I dommervagten kunne politiet vise flere fotos, der var taget udenfor Christiania, og den 26-årige erkendte, at han var på billederne.

- Jeg skulle på arbejde på Volden, hvor jeg gør rent. Forinden havde jeg hentet to joints og en klump hash på Christiania. Da jeg var på vej på arbejde, mødte jeg 10-12 personer, der ikke var maskerede. En sagde, at politiet var udenfor, og der var en dårlig stemning, sagde eks-rockeren i retten.

Truet til at kaste sten
Kort efter maskerede alle sig, og han fik stukket en sten i hånden af en fra gruppen, hævder eks-rockeren.

- Jeg smed stenen på jorden, men én tog den op og sagde: - Enten kaster du stenen eller også får du stenen i hovedet.

Den 26-årige siger, at han gik forrest i gruppen mod politiet, men smed stenen med et underhåndskast ud mod vandet og ikke mod politiet.

Ifølge sigtelsen deltog eks-rockeren først i stenkast mod en patruljevogn med betjente og dernæst i stenkast mod betjente på Refshalevej.

Den medsigtede 25-årige erkendte i dommervagten, at han kastede tre sten mod politiet. Han var på Christiania for at købe hash, og syntes 'det var spændende' at en maskeret gruppe gik mod politiet, så han gik med.

De to formodede stenkastere blev begge varetægtsfængslet i 11 dage.