Svensk mand frifundet efter 10 år i fængsel

Blev dømt for voldtægt i 2002 - nu er han blevet frifundet af Højesteret

Sveriges Højesteret har fredag frikendt en mand, der har siddet fængslet i 10 år. (Foto: Google Maps)
Sveriges Højesteret har fredag frikendt en mand, der har siddet fængslet i 10 år. (Foto: Google Maps)

En historisk afgørelse har fredag fundet sted i den svenske Højesteret.

Her er en 66-årig mand nemlig blevet frifundet, efter at han har afsonet ti års fængsel af en dom han fik i 2002 for at have voldtaget sin datter flere gange i en periode mellem 1983 og 1990. Det skriver Aftonbladet.

I 2002 blev manden idømt 10 års fængsel i byretten, hvorefter han i 2003 fik skærpet dommen i Svea hovrätt - svarende til den danske landsret - til 14 års fængsel og en erstatning på 425.000 kroner til datteren.

Efter 10 års fængsel blev manden dog prøveløsladt i 2012, da han havde overstået to tredjedele af straffen. Og sidste år blev sagen taget op i Højesteret, som altså nu har frifundet manden for alle anklager.

Ikke beviser til en dom
Ved sagen i Højesteret er mange dele af den oprindelige undersøgelse blevet taget op igen, og anklageren har derudover foretaget nye afhøringer.

- Samlet set er der helt enkelt for mange oplysninger, der kan sættes spørgsmålstegn ved, og vi er kommet frem til den konklusion, at der objektivt set ikke findes beviser nok til at afsige en dom. Det har anklageren også medgivet, så anklageskriftet er blevet afvist, siger landsretsdommer Kenneth Nordlander til Aftonbladet.

Den 66-årige blev oprindeligt dømt for voldtægt, gruppevoldtægt og for at have skåret datteren i underlivet.

Datter kom med nye anklager
I 2007, mens manden stadig sad fængslet, kom datteren med nye anklager om, at hun skulle have været offer for et pædofilinetværk, hvor navngivne betjente og efterforskningsledere skulle have været indblandet. Kvinden havde blandt andet forklaret, at hun undervejs var blevet tortureret og skåret med et barberblad i underlivet.

Da politiet undersøgte datteren nærmere, opdagede de, at hun selv havde købt barberblade, hvorefter hun i ugen efter var kommet med nye anklager.

Derudover har datteren ændret i flere af sine vidneforklaringer siden den første dom. Desuden har retten lagt vægt på, at overgrebene skulle have fundet sted i et værelse, som datteren delte med en søster, men hun har aldrig opdaget noget. Der var desuden ikke andre vidneudsagn i sagen.

Utrolig lettelse
Manden selv er ikke overraskende meget glad for afgørelsen.

- Det er en utrolig lettelse, det er svært at beskrive. Det er som om en tung sten er blevet løftet fra min brystkasse, siger han til Expressen.

Sagen er historisk, fordi ingen tidligere har siddet fængslet i så lang tid før de er blevet frifundet.

En stribe lignende sager finder for tiden sted i New York, hvor den offentlige anklager er begyndt at tage gamle drabssager op igen. Det har blandt andet betydet, at en mand er blevet frifundet efter at have siddet fængslet i 24 år for et mord, han aldrig har begået.

Se også: Mand frifundet efter 24 år i fængsel