Tidligere flykaprer bag bombetrussel mod Norwegian-fly

Et Norwegian-fly fra Kastrup var fredag tvunget til at lande i Sverige efter bombetrussel. Ingen bombe fundet

Et Norwegian-fly fra Kastrup var fredag tvunget til at lande i Sverige efter bombetrussel. (Foto: DPA)
Et Norwegian-fly fra Kastrup var fredag tvunget til at lande i Sverige efter bombetrussel. (Foto: DPA)

Manden bag den bombetrussel, der fredag tvang et Norwegian-fly på vej fra København til Oslo til at nødlande i Göteborg i Sverige, var indblandet i en flykapring i 1993 med håndgranater, oplyser blandt andet Expressen .

Lørdag var det lykkedes at identificere ham, og ifølge svensk politi var han indblandet, da et russisk indenrigsfly på vej fra Sankt Petersborg blev tvunget til at flyve til Arlanda lufthavn i Sverige i stedet for.

Ved den lejlighed søgte manden, der formentlig er russisk statsborger, og hans familie asyl i Sverige, men blev siden udleveret til Rusland, skriver TT.

Fredag var manden passager om bord på Norwegian-flyet, da han fortalte kabinepersonalet, at han havde placeret en bombe i flyets lastrum. Bombeteknikere fandt imidlertid ikke nogen bombe om bord.

Flyet var lettet fra Københavns Lufthavn og skulle være landet i Oslo ved 16.30-tiden.

- Flyet fik en bombetrussel imod sig, og kaptajnen besluttede at foretage en sikkerhedslanding, sagde kommunikationskonsulent Daniel Kirchhoff i Norwegian til Ritzau fredag.

Bombeeksperter med hunde gennemsøgte flyet efter landingen, og politiet kunne ved 22-tiden meddele, at der ikke var fundet en bombe eller andre farlige genstande.

Flyets 94 passagerer fik lov til at gå tilbage og hente de ejendele, som de havde efterladt under den hurtige evakuering.

De 94 passagerer vidste ikke, hvorfor flyet pludselig nødlandede, før de tjekkede deres mobiltelefoner.

- Da vi kommer ud af flyet, er der en masse politibiler, brandbiler, og der er endda en helikopter i luften. Vi vidste ikke, hvad der skete, og det var først, da vi læste det på diverse nyhedssites, at vi finder ud af, at der har været en bombetrussel, siger en 35-årige dansk kvinde, der var passager på flyet, til Ekstra Bladet.

Se også: Norwegian-fly fra København nødlandet

Flyet var på vej til Oslo og blev tvunget til at nødlande godt halvtreds minutter inde i flyvningen.

I første omgang spurgte flypersonalet gennem højtalerne, om der var nogle, der kunne tale russisk, og derefter fortalte personalet, at flyet blev nødt til at nødlande i Göteborg, beretter flere passagerer, som Ekstra Bladet har været i kontakt med.

- Det var ret vildt, da vi kom ud, og man kunne godt se, at der var noget, der var galt, fordi politiet ankom med masker. Men lige nu er stemningen faktisk stille og rolig. Vi snakker jo tingene igennem med hinanden, fortæller kvinden.

Ifølge flere danske passagerer som Ekstra Bladet har været i kontakt med var den den mand, der sad på det bagerste sæde i flyet, der er blevet anholdt.

Se også: Dansk vidne ombord: Vi er alle under mistanke efter bombetrussel

- Han så ikke helt frisk ud, og der sad en stewardesse ved siden af ham, siger kvinden.

Den 29-årige Lefteris Christou var også passager på flyet.

- Da vi alle er ude bliver manden ført ud af flyet og lagt ned på græsset, hvor han bliver lagt i håndjern og senere kørt væk.



Ifølge politiet fastholder manden, der er blevet afhørt på politistationen, at der lå en bombe i lastrummet. Han er nu sigtet for luftfartssabotage.

Han har fortalt politiet om baggrunden for hændelsen, men politiet har endnu ikke løftet sløret for, hvad han har fortalt. Ifølge politiet er der ikke noget, som kobler ham til en organisation eller lignende.