Drikkelag ender i knivstikkeri

En 49-årig mand fik alvorlige læsioner og snitsår, da han blev overfaldet med kniv af en drukkammerat

En 44-årig mand blev lørdag eftermiddag varetægtsfængslet i 25 dage og sigtet for kvalificeret vold efter et knivstikkeri på Emdrupvej på Østerbro i København.

Hændelsen fandt sted tidlig lørdag morgen, oplyser den centrale efterforskningsleder hos Københavns Politi, Kenneth Jensen.

Ofret er en 49-årig mand, der fik adskillige snitsår blandt andet i ansigtet og flere alvorlige læsioner, blandt andet blev hans ene øre næsten skåret af. Han er dog ikke i livsfare.

Knivstikkeriet fandt ifølge politiet sted efter et drikkelag i lejligheden på Emdrupvej 85. Der forlyder intet om, hvad der var gnisten til de stridigheder, der endte med, at der blev trukket kniv.

Politiet blev alarmeret klokken 5.40, og da betjentene ankom, kunne de anholde den formodede gerningsmand.

Foruden ofret var en tredje mand til stede, som tilsyneladende ikke har noget med volden at gøre, men som har hjulpet ofret med at slå alarm.

Den 44-årige blev anholdt lørdag morgen og blev om eftermiddagen fremstillet for en dommer.