Tilbageholdt OSCE-observatør løsladt

En af de OSCE-observatører, der sidder tilbageholdt af prorussiske separatister i Ukraine, er eskorteret væk

Den svenske OSCE-major (i midten), der har siddet tilbageholdt sammen med syv andre, er blevet løsladt af helbredsmæssige årsager. (Foto: AP)
Den svenske OSCE-major (i midten), der har siddet tilbageholdt sammen med syv andre, er blevet løsladt af helbredsmæssige årsager. (Foto: AP)

En OSCE-observatør, der siden fredag har siddet tilbageholdt af prorussiske separatister i Ukraine, har angiveligt forladt det rådhus, hvor den tilbageholdte gruppe har opholdt sig.

Det skriver flere nyhedsbureauer.

Ifølge en Reuters-journalist på stedet er observatøren steget ind i en bil med OSCE-mærkning på og kørt væk sammen med tre andre mænd.

Nyhedsbureauet AFP omtaler observatøren som "befriet" og oplyser, at han har forladt rådhuset i byen Slavjansk, der er kontrolleret af prorusserne.

Løsladt af helbredshensyn
Ifølge svenske Aftonbladet er det den svenske major, der er blevet løsladt. Ifølge en talsperson er han blevet løsladt af helbredsmæssige årsager, da han lider af diabetes.

- Han er blevet tilbudt hjælp til at komme fra Slovjansk. Han er en fri mand, men vi har eskorteret ham af hensyn til hans egen sikkerhed, siger Stelle Khorosjeva, der er talsperson for seperatisterne.

Khorosjeva oplyser samtidig, at der ikke er planer om at frigive andre OSCE-observatører, som af prorusserne bliver anset som krigsfanger.

Det svenske forsvar oplyser over for Aftonbladet, at de endnu ikke er blevet officielt informeret om løsladelsen.

- Vi har kun oplysninger fra medier. Vi kan ikke bekræfte noget. Vores arbejder fortsætter som hidtil, siger Mattias Robertson, der pressetalsmand i det svenske forsvar.

Seperatisterne har ifølge flere medier tidligere udtalt, at de tilbageholdte fanger kun vil blive løsladt som en del af en fangeudveksling med fanger, der er tilbageholdt af den ukrainske regering.

Det er dog ikke blevet bekræftet af Forsvarskommandoen i Danmark, som endnu ikke kender til seperatisternes krav.

1 af 2 Den svenske OSCE-major, længst til venstre, er blevet løsladt, angiveligt af helbredsmæssige årsager. Han ses her på pressemødet tidligere søndag sammen med blandt andre danske John Christensen. Graden af frivillighed i forhold til gidslernes optræden på pressemødet er uklar. (Foto: AP)
2 af 2 Den svenske OSCE-major (i midten), der har siddet tilbageholdt sammen med syv andre, er blevet løsladt af helbredsmæssige årsager. (Foto: AP)