Gennembrud i sag om mord-forsøg mod Hedegaard

Københavns Politi har efter en langvarig og delvis hemmelig efterforskning anholdt den formodede gerningsmand til drabsforsøget mod Lars Hedegaard Jensen

Drabsforsøget skete ved Hedegaards bopæl på Frederiksberg. (Foto: Linda Johansen)
Drabsforsøget skete ved Hedegaards bopæl på Frederiksberg. (Foto: Linda Johansen)

Politiet har efter en langvarig og hemmelig efterforskning anholdt en mistænkt i sagen om drabsforsøget på islamkritikeren og den nu tidligere formand for Trykkefrihedsselskabet, Lars Hedegaard Jensen.

Han blev udsat for et mordforsøg på sin bopæl på Frederiksberg i København i februar 2013. Gerningsmanden udgav sig for at være postbud, der skulle aflevere en pakke, og på den måde kom han i nærkontakt med Hedegaard.

Gerningsmanden trak en pistol og affyrede et skud mod Hedegaard, der dog ramte ved siden af. Herefter opstod der håndgemæng mellem de to, og gerningsmanden flygtede til sidst fra stedet.

Den formodede gerningsmand er af flere vidner blevet set i Lars Hedegaards nabolag i dagene op til attentatforsøget. (Foto: Mogens Flindt) 112 - 6. feb. 2013 - kl. 16:52 Attentatmand luskede rundt i området i flere dage

Den nu anholdte blev pågrebet i fredags i udlandet, oplyser Københavns Politi.

Københavns Politi har samme dag gennemført ni ransagninger i Københavnsområdet og to i udlandet.

Flere personer, som har relation til den mistænkte har været afhørt. Det er sket for at sikre beviser og for at samle forklaringer fra de personer.

- Det skal understreges, at ingen af disse personer er mistænkt i sagen, ligesom der ikke foreligger mistanke om, at drabsforsøget er gennemført af mere end én person, siger ledende politiinspektør Jørgen Skov, leder af Efterforskningsenheden, Københavns Politi.

Anholdelsen og ransagningerne blev gennemført efter, at Københavns Politi med bistand fra Politiets Efterretningstjeneste i nogle måneder i al hemmelighed har fulgt den mistænktes færden.

Københavns Politi afholder pressemøde om sagen senere i dag.

1 af 2 
2 af 2 Drabsforsøget skete ved Hedegaards bopæl på Frederiksberg. (Foto: Linda Johansen)