Rådyr på slap line midt i Esbjerg

Politi, Falck og dyrlæge på jagt efter forvildet rådyr i midtbyen

-Vi aner ikke, hvordan rådyret er kommet helt ind til bymidten. Det er næppe faldet ned fra himlen, siger Esbjerg politiets vagtchef, Jan Stokholm. (Arkivfoto: Mads Winther)
-Vi aner ikke, hvordan rådyret er kommet helt ind til bymidten. Det er næppe faldet ned fra himlen, siger Esbjerg politiets vagtchef, Jan Stokholm. (Arkivfoto: Mads Winther)

Et forvildet stykke råvildt i fuld gang med sit livs mest farefulde springtur driver i øjeblikket gæk med politi, Falck og en dyrlæge i det centrale Esbjerg.

Foreløbig fører dyret på point, idet det er lykkedes den vævre lille hjort at stikke af, hvergang den er blevet indkredset.

- Vi har lokaliseret dyret til Danmarksgade, efter at det er smuttet fra os et par gange, siger vagtchef Jan Stokholm.

De vestjyske bambijægere afventer i øjeblikket, at der kommer en dyrlæge til stede, som er bevæbnet med et bedøvelsesgevær.

- Vi skal nok fange den. Man kan undre sig over, hvordan et rådyr er kommet fra naturen og helt ind i midten af byen. Vi aner det ikke, men det er næppe faldet ned fra himlen, siger vagtchefen.