Henrik Qvortrup risikerer flere fyringer

Journalisthøjskolen vil fyre Henrik Qvortrup som censor, hvis beskyldningerne mod ham er rigtige

Han har mistet jobbet som politisk redaktør og tv-vært på TV 2, og nu står den tidligere Se og Hør chefredaktør til at miste endnu et job.

Rektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Jens Otto Kjær Hansen, oplyser til Jyllands-Posten, at Henrik Qvortrup ikke kan fortsætte som censor på skolen, hvis beskyldningerne mod ham er rigtige.

- Hvis der er det mindste i beskyldningerne om, at Henrik Qvortrup har haft kendskab til en hemmelig kilde eller burde have haft kendskab til det, som det tyder på, er det helt sikkert, at han ikke kan være censor hos os, siger Jens Otto Kjær Hansen til Jyllands-Posten.

Qvortrups fremtid som censor afhænger af den undersøgelse, som mediekoncernen Aller har igangsat af Se og Hørs metoder.

- Jeg kan ikke bare sige fra den ene dag til den anden sige, at Qvortrup ikke kan være censor hos os, det er der en procedure for, som jeg ikke kender i detaljer. Men hvis anklagerne holder stik, må vi sætte gang i afskedigelsesproceduren, siger Jens Otto Kjær Hansen.

Henrik Qvortrup har selv indrømmet, at han som chefredaktør for Se og Hør i 2008 mødte den hemmelige kilde, som angiveligt mod betaling har oplyst om kendte danskeres kreditkortoplysninger.

Qvortrup afviser dog, at han vidste, at kilden fik oplysningerne på ulovlig vis.

Den tidligere chefredaktør på det kulørte ugeblad har sideløbende med sit arbejde på TV 2 været fast skribent hos magasinet Euroman, hvor han i hvert nummer skriver om et aktuelt politisk emne.

Chefredaktør på Euroman, Kasper Steenbach, oplyser til Jyllands-Posten, at Qvortrups freelancearbejde bliver sat på pause, mens sagen bliver undersøgt.

- Vi har været meget glade for Henriks bidrag til vores politiske sider, men det er selvfølgelig vigtigt for Euroman, at vi selv og vores læsere ikke er det mindste i tvivl om vores skribenters troværdighed, siger han til Jyllands-Posten.