Mand stukket ned: Faldt om i bus

39-årig mand stukket ned ved Hovedbanegården

Det blødende knivoffer flygtede ind i en bus på Bernstorffsgade, som Københavns Hovedbanegårds hovedindgang peger ud imod. (Foto: Kenneth Meyer)
Det blødende knivoffer flygtede ind i en bus på Bernstorffsgade, som Københavns Hovedbanegårds hovedindgang peger ud imod. (Foto: Kenneth Meyer)

Politiet leder lørdag morgen efter en mand, der tidligt i morges huggede en kniv i en 39-årig mand i Bernstorffsgade ved Københavns Hovedbanegård.

- Han er blevet tildelt minimum et knivstik i skulderen. Han er ikke i livsfare, men under behandling på Rigshospitalets Traumecenter, siger Dan Aakerhjelm Sørensen, central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til Ekstra Bladet.

Den 39-årige blødende mand flygtede efter knivstikkeriet ind i en bus for at få hjælp. Her sank han kort efter sammen, før han i ambulance blev bragt på hospitalet.

Politiet har fortsat ikke fuldt overblik over, hvad der er gået forud for knivstikkeriet, men:

- Der har muligvis været noget uorden mellem den forurettede og gerningsmanden, siger efterforskningslederen.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger opstod der tumult mellem de to i hovedbanegårdens forhal, men kniven blev først trukket ude på gaden.

- Det her endnu ikke været muligt at afhøre den forurettede, siger efterforskningslederen.

Gerningsmanden er endnu ikke anholdt, men politiet har billeder af ham fra hovedbanegårdens overvågningskameraer. De er endnu ikke klar til offentliggøre dem i pressen, men hører meget gerne fra vidner til knivoverfaldet eller fra folk, der ved, hvem gerningsmanden er. Henvendelser kan ske til 114.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger gik han efter knivoverfaldet ind i et tog med retning mod Nykøbing Falster.



Politiet efterforsker ved Hovedbanegården i København, hvor et knivstikkeri fandt sted tidligt lørdag morgen. (Foto: Kenneth Meyer)
Politiet efterforsker ved Hovedbanegården i København, hvor et knivstikkeri fandt sted tidligt lørdag morgen. (Foto: Kenneth Meyer)


Ekstra Bladet følger sagen

Ved du noget, så tip os. Sms/mms til 1224 (alm. takst), eller mail til 1224@eb.dk.