Jaloux pistolmand skød sig i eks-kærestes have

29-årig sydjyde fortsat i dyb koma efter skuddrama, hvor han forsøgte selvmord efter at have skudt to to mænd i 20'erne - den ene er i livsfare

Skyderiet søndag eftermiddag skete ved denne nedlagte landejendom i Bæk ved Vojens. Tre timer senere forsøgte den 29-årige gerningsmand MP at tage sit eget liv. Det skete i eks-kærestens have i Holsted ca. 40 kilometer borte. (Foto: Claus Bonnerup)
Skyderiet søndag eftermiddag skete ved denne nedlagte landejendom i Bæk ved Vojens. Tre timer senere forsøgte den 29-årige gerningsmand MP at tage sit eget liv. Det skete i eks-kærestens have i Holsted ca. 40 kilometer borte. (Foto: Claus Bonnerup)

Som en makaber afslutning på et blodigt jalousidrama, hvor han havde skudt to yngre mænd og såret den ene alvorligt, valgte den 29-årige MP søndag aften at afslutte sit eget liv. Det skete med et pistolskud i sin eks-kærestes have i Holsted.

Men forsøget mislykkedes, og derfor svæver MP i øjeblikket mellem liv og død på Odense Universitetshospital med en svær skudlæsion i hjernen.

Hans tilstand er så alvorlig, at et bebudet grundlovsforhør med en fremstilling af gerningsmanden in absentia, er blevet udsat indtil videre.

Se også: Nabo til skyderi: - Pistolmand jagtede sine ofre



Se også: Jalousi bag skyderi med to svært kvæstede i Sønderjylland

Så vidt Ekstra Bladet erfarer, stak MP af og holdt sig skjult i timerne efter skyderiet i landsbyen Bæk ved Vojens. Her havde han tidligere på søndagen - ved 17-tiden - opsøgt tre mænd i 20'erne og jagtet dem ind på en afsides beliggende fritidsejendom, hvor han ramte to af dem med en kaliber .22 konkurrencepistol. Den ene livsfarligt og den anden overfladisk.

Efter at være kørt ca. 40 km fra Bæk til Holsted rettede han ved 20-tiden pistolen mod sit eget hoved og trykkede af. Men selvmordet slog fejl, og i stedet ligger den 29-årige i øjeblikket på den indensive afdeling på Odense Universitetshospital - på samme afdeling som den 24-årige mand, som han tidligere havde ramt i hovedet.

Tidligere i dag gennemsøgte politiets teknikere haven bag eks-kærestens bopæl i det centrale Holsted. Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar hos kvinden.