Sigtet for at bedøve pige og holde hende fanget i ti år

Den nu 25-årige kvinde forsvandt fra Santa Ana, der ligger sydøst for Los Angeles, i 2004 sammen med sin mors kæreste, den nu anholdte Isidro Garcia.

Parret boede i denne lejlighed ved anholdelsen. (Foto:AP)
Parret boede i denne lejlighed ved anholdelsen. (Foto:AP)

En kvinde, der angiveligt blev bortført for et årti siden som 15-årig, er selv gået til politiet i Californien.

En 41-årig mand, der er mistænkt for at holde kvinden fanget og misbruge hende seksuelt, er blevet anholdt, lyder det i en meddelelse fra politiet.

Kvinden havde i løbet af årene flere muligheder for at slippe fri, men hun så "ingen udvej ud af situationen", fortæller politiet. Naboer undrer sig dog over kvindens forklaring.

Bedøvede offer
Den nu 25-årige kvinde forsvandt fra Santa Ana, der ligger sydøst for Los Angeles, i 2004 sammen med sin mors kæreste, den nu anholdte Isidro Garcia.

- Garcia bedøvede sit offer og kørte hende til et hus i Compton, hedder det i udtalelsen fra politiet, der henviser til et belastet kvarter i det sydlige Los Angeles.

Han havde fremskaffet falske dokumenter og "låste hende inde i en garage for at forhindre hende fra at flygte".

- Over de næste måneder og år, fortalte Garcia igen og igen offeret, at hendes familie havde opgivet at lede efter hende, og at hvis hun forsøgte at vende tilbage til dem, ville familien blive deporteret, lyder det videre i meddelelsen.

Men på et tidspunkt fandt kvinden sin søster på Facebook - og det gav hende håbet om at få et andet liv.

Flyttede flere gange
For at undgå at blive opdaget flyttede de flere gange. Manden skaffede dem en rengøringstjans, hvor de arbejdede sammen om natten, "så han kunne holde øje med hende".

- Garcia misbrugte jævnligt sit offer psykisk og seksuelt, siger politiet.

Kvinden har forklaret, at hun i 2007 blev tvunget til at gifte sig med sin bortfører. De fik også et barn sammen.

Naboer forstår det ikke
Naboer til den 41-årige Isidro Garcia står helt uforstående overfor det drama, som åbenbart har udspillet sig på deres gade.

Ifølge nyhedsburauet AP beskriver naboerne den nu fængslede mand i yderst pæne vendinger.

- Han behandlede hende som en dronning. Han har altid gjort sit bedste for at gøre hende glade, siger naboen Maria Sanchez.

Andre naboer siger, at parret ofte deltog i gudstjenester i nabolagets kirke. De er også helt uforstående overfor, at kvinden vitterlig har været bortført mod hendes vilje i så mange år.

Traumatisk binding
Psykiater dr. Frank Ochberg, der er specialist i det såkaldte Stockholm syndrom, siger at det ikke er ualmindeligt, at en bortført person begynder at sympatisere med gerningsmanden.

- De bliver som børn, der holder af deres forældre. Selv små gaver, som en smule mad eller en tur til badeværelset kan fremkalde positive følelser overfor bortføreren. Der opstår en traumatisk binding mellem de to personer, fastslår psykiateren overfor nyhedsburauet AP.

1 af 2 Den nu anholdte Isidro Garcia. (Foto: AP)
2 af 2 Parret boede i denne lejlighed ved anholdelsen. (Foto:AP)