Otte anholdt i koordineret aktion mod narkohandel

Østjyllands Politi har anholdt otte personer for omfattende kokainhandel samt besiddelse af skydevåben

Østjyllands Politi har under en koordineret aktion med Københavns Politi og Task Force Vest anholdt otte personer på flere adresser i København og Østjylland.

De otte mænd, der er i alderen 23-30 år, blev anholdt i går, og de fremstilles alle i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus kl. 10.00, hvor anklagemyndigheden vil anmode om lukkede døre.

Mændene er sigtet for overtrædelse af straffelovens § 191 ved at have været i besiddelse af et større kvantum kokain med henblik på videresalg.

Sigtelserne spænder fra besiddelse af minimum 200 gram kokain til besiddelse af minimum 3,9 kg kokain. Derudover sigtes flere af personerne for at have opbevaret 2 pistoler og en maskinpistol samt en større mængde ammunition.

Sagen har sit udspring i det kriminelle miljø i det vestlige Aarhus med forgreninger til blandt andet København og Randers.