Qvortrup taler ud: Frygtede min tid på Se og Hør ville indhente mig

Henrik Qvortrup ser i disse dage sin værste frygt i øjnene, siger han til Politiken

Henrik Qvortrup, da han ankom til Svendborg på Fyn for at holde et foredrag om politik, lige efter skandalen begyndte at rulle. (Foto: Mogens Flindt)
Henrik Qvortrup, da han ankom til Svendborg på Fyn for at holde et foredrag om politik, lige efter skandalen begyndte at rulle. (Foto: Mogens Flindt)

Den tidligere politiske redaktør på TV 2 og tidligere Se og Hør chefredaktør Henrik Qvortrup taler for første gang ud om, hvordan det er at have hele landets bevågenhed i forbindelse med den såkaldte Se og Hør/ Nets-sag.

Interviewet er givet til avisen Politiken.

Tidligere torsdag morgen blev Qvortrup anholdt af tre civilbetjente på sin bopæl på Frederiksberg. Han er sigtet for at være medvirkende til, at en tidligere ansat i Nets fra 2008-2012 leverede informationer om kendte og kongeliges færden til Se og Hør på baggrund af ulovlig indsamling af kreditkortoplysninger.

Til Politiken siger Henrik Qvortrup, at han ellers lige var blevet så glad for, at sporene fra fortiden på det kulørte ugeblad snart var ved at være udviskede, og at han derved bedre kunne i træde i karrakter som den seriøse politiske kommentator, som var hans job på TV 2, indtil han selv sagde jobbet op på baggrund af afsløringerne af den ulovlige kreditkort-overvågning i bogen 'Livet, det forbandede' af tidligere Se og Hør journalist Ken B. Rasmussen og artikler i BT.

- Jeg havde brugt fem et halvt år på at lægge luft til den tid. For hver dag, der var gået, havde jeg oplevet, hvordan jeg blev mindre og mindre svinet fra Se og Hør og mere og mere den politiske kommentator, som folk respekterede, siger Qvortrup til Politiken.

Han fik ondt i maven, da han hørte, at der var en bog på vej.

- Jeg havde ikke nogen fornemmelse af, hvad der var i vente. Men jeg tror, at jeg på det ubevidste plan har frygtet, at min tid på Se og Hør en dag ville indhente mig.

Gennem interviewet benægter Qvortrup fortsat sin skyld, som han også har gjort det gennem hele forløbet, og som han også gjorde over for Københavns Vestegns Politi i dag.

- Med min bedste erindring kendte jeg ikke til, at der foregik ulovligheder. Ergo er jeg uskyldig. Så er der nogle andre, der må bevise, at jeg er skyldig, hvis de kan det. Men jeg kunne godt have været mere opmærksom, siger Henrik Qvortrup.