Far og brødre stenede kvinde til døde

Endnu et æresdrab i Pakistan: Farzana Iqbal valgte selv sin ægtemand, og derfor skulle hun dø, mente hendes egen familie

Mohammad Iqbal kørte med liget af sin gravide kone Farzana Iqbal til hospitalet, hvor hun blev erklæret død. (Foto: AP)
Mohammad Iqbal kørte med liget af sin gravide kone Farzana Iqbal til hospitalet, hvor hun blev erklæret død. (Foto: AP)

Farzana Iqbal dømte ifølge sin egen familie sig selv til døden, da hun giftede sig med den mand, hun elskede.

Derfor slog hendes egen far og brødre i går den kun 25-årige, gravide kvinde ihjel. Det skriver India Today.

Op mod 20 medlemmer af Farzana Parveens familie hjalp til med at tæve kvinden ihjel i fuldt dagslys for øjnene af en hob af vidner foran Lohore Højesteret. Det siger politiefterforsker Rana Mujahid ifølge AP.

Det regnede over den forsvarsløse kvinde med både mursten og slag med kæppe, siger politiofficer Umer Cheema ifølge India Today.

Skulle have været gift med fætter
Hendes mand Mohammad Iqbal blev også overfaldet af gruppen, men overlevede og sad side om side med liget af sin gravide kone i ambulancen efter katastrofen var indtruffet.

Hun blev erklæret død ved ankomsten på hospitalet.

Familien mente, at hun havde bragt vanære over dem ved at gifte sig med den mand, hun elskede, i stedet for den mand, som familien havde udset sig som den rette ægtemand.

Farzana Iqbals fætter, som hun havde været forlovet med, men dog brød med til fordel for Mohammad Iqbal, forklarer Umer Cheema.

Farzana Iqbals familie beskyldte den nye mand for at have bortført den unge kvinde, og meldte det til politiet.

Derfor ventede hun sammen med sin mand i går på, at retten åbnede, så hun kunne forklare, at frivilligt havde indgået ægteskabet, familien gik amok.

Den forsmåede eksforlovede deltog også i steningen af den kvinde, han ikke kunne få.

Drabsmænd går fri
Efter likvideringen af kvinden lykkedes det voldsgruppen med undtagelse af kvindens far at flygte. Han erkender at have dræbt sin datter, som han selv kalder for en sag om ære.

Omkring 1000 pakistanske kvinder bliver ifølge Aurat Foundation - en pakistansk menneskerettighedsgruppe - hvert år dræbt af deres egne familier på grund af æressager.

Da regeringen ikke fører statistikker på det dystre område, ligger det virkelige tal dog ifølge organisationen formentlig langt højere.

Få af æresvolds- og drabssagerne kommer for retten, og det tager år, før de, som bliver behandlet af domstolene, bliver afgjort.

Der findes ifølge Aurat Foundation heller ikke tal på, hvor mange sager, der bliver gennemført.

India Today skriver, at de dømte oven i købet ofte ender med at gå fri. Pakistansk lovgivning tillader nemlig ofres familier til at tilgive deres drabsmænd.

Men ved æresdrab er kvindens drabsmænd oftest hendes egen familie, påpeger Wasim Wagha fra Aurat Foundation til India Today.

Dermed kan de slippe afsted med at vælge nogen til at begå drabet og bagefter tilgive dem.

- Dette er en kæmpe fejl i loven. Vi kæmper meget med dette problem, siger han til India Today.