Brandfolk måtte rykke ud næsten 300 gange nytårsnat

De fleste brande nytårsnat var småbrande i containere eller skraldespande. Men der var også større brande

Foto: Mogens Flindt
Foto: Mogens Flindt

Se video fra nogle af de mange brande i København nytårsnat

----------------------------------------------------------------------

Næsten 300 gange i løbet af nytårsdøgnet måtte brandfolk landet over rykke ud til brande, der i de fleste tilfælde var små.

Falck, der står for slukningsarbejdet i to tredjedele af landets kommuner, melder klokken 5 onsdag morgen om 153 brande på landsplan. Der er hovedsageligt tale om småbrande i containere, skraldespande eller lignende, lyder det.

Til sammenligning havde Falck i samme tidsrum for et år siden været kaldt ud til 113 brande.

- Landets brandvæsener har traditionen tro haft en hektisk start på det nye år, og antallet af brande er lidt højere end sidste år.

- Men set over en længere periode er antallet af nytårsbrande faldet, så måske er folk generelt blevet bedre til at passe på hinanden og omgivelserne, siger pressemedarbejder i Falck Jeppe Ilkjær.

Nytårsaften 2009/2010 rykkede Falck ud til 268 brande.

I hovedstaden lyder det fra Københavns Brandvæsen, at nytårsnatten har været travl på grund af en række småbrande og en enkelt stor brand i Nyhavn.

En opgørelse viser, at Københavns Brandvæsen indtil klokken 5 havde kørt 74 udrykninger i løbet af nytårsdøgnet. Fire af brandene var lejlighedsbrande, mens resten var bål i gaderne eller andre småbrande.

Den mest alvorlige brand i København var en tagbrand i Nyhavn. Alarmen lød kort efter midnat, og på det tidspunkt stod det cirka 100 kvadratmeter store tag allerede i flammer. Branden kom dog hurtigt under kontrol, og ingen personer kom til skade.

Antallet af udrykninger i de københavnske omegnskommuner var klokken 5 oppe på 54, lyder det fra Københavns Brandvæsen.

Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen