Unge amok efter hovedrysten på motorvejen

En 36-årig mand fik smadret en siderude i bilen, efter han rystede på hovedet af nogle miljøsvin på motorvejen

En 36-årig mands hovedrysten på motorvejen syd for Aarhus fik i nat en gruppe yngre mænd til at jagte manden ind til Aarhus midtby.

Bilisten rystede på hovedet, da fire yngre mænd kastede takeaway-affald ud af deres bil omkring midnat ved Hasselager.

- Det landede på kørebanen foran ham, og han kørte derfor op på siden af bilen og rystede på hovedet af føreren for at tilkendegive, at man ikke bare smed ting ud af vinduet, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.

Mændene forsøgte efterfølgende at presse bilisten af motorvejen med omkring 120 km/t.

Det lykkedes dog manden at komme væk fra motorvejen, men mændene fulgte efter, og ved en afkørsel sprang en af mændene ud af bilen og smadrede en siderude med et baseballbat.

Under den efterfølgende flugt slog manden alarm hos politiet, som kunne anholde mændene i Ny Banegårdsgade ikke langt fra politigården i Aarhus.

- Politihunde fandt ved søgning et baseballbat i en port i nærheden, oplyser Mogens Brøndum.

De anholdte, der er i alderen 17-20 år, kommer fra det vestlige Aarhus og er alle kendt af politiet i forvejen.

Mændene er foreløbig sigtet for overtrædelse af naturfredningsloven, men Østjyllands Politi kan ikke udelukke flere sigtelser.

De blev løsladt efter afhøring.