Politi: Narkopåvirket mand kørte vildt inden trafikdrab

En 39-årig mand er tiltalt for uagtsomt manddrab efter en 95-årig kvinde blev kørt ihjel ved Give

Det måtte næsten gå galt, da en 39-årig narkopåvirket mand kørte hasarderet på den midtjyske motorvej ved Brande den 31. juli sidste år.

Den hasarderede kørsel endte ifølge tiltalen tragisk, da den 39-årige mand bankede op bag i en bil, hvor en 95-årig dame sad som passager på bagsædet.

Kvinden døde af sine kvæstelser kort efter sammenstødet.

Den 39-årige mand sidder i dag ved retten i Kolding tiltalt for bl.a. uagtsomt manddrab og for at sætte andres liv i fare.

Ifølge tiltalen havde manden proppet sig med amfetamin, diazepam og fenazepam, inden han satte sig bag rattet og bragte flere menneskers liv i fare på motorvejen og motortrafikvejen ved Brande i sydgående retning.

Den 39-årige mands forseelser begyndte ifølge anklageskriftet, da manden foretog en overhaling med få centimeters afstand til en anden personbil og efterfølgende bremsede hårdt op foran bilen.

Den hasarderede kørsel fortsatte på motortrafikvejen da han ved flere lejligheder trak over i den modkørende vejbane, så flere modkørende bilister måtte undvige.

Den tragiske ulykke med den 95-årige dame indtraf på motorvejen ved Brande kl. 17.40.

Ifølge anklageskriftet kørte den 39-årige mand væsentligt hurtigere end de tilladte 130 km/t, da han mistede herredømmet over sin bil og bragede op bag i den bil, hvor den 95-årige sad på bagsædet.

En anden passager i bilen pådrog sig bl.a. to blødninger i hjernen.