Sigtet: Blev røver for to flasker martini

44-årig litauer overfaldt vagtmand, der opdagede hans butikstyveri

Et banalt butikstyveri af to flasker martini til en pris af 115,90 kroner gjorde i følge Østjyllands Politi en 44-årig litauisk mand til røver.

Det beskedne tyveri foregik i et supermarked i Guldsmedgade i det central Aarhus kort efter klokken 20 i aftes. Men det udviklede sig i dramatisk retning, da tyveriet blev opdaget.

Derfor fremstilles han her til formiddag i et grundlovsforhør, hvor han er sigtet for røveri, som er langt mere alvorligt end tyveri.

For den pågældende mand bliver situationen ikke mildere af, at han i forvejen har indrejseforbud i Danmark frem til 2019.

Tyveriet udviklede sig til røveri, da butiksvagten holdt ham tilbage uden for forretningen. Den 44-årige mand satte sig voldsomt til modværge og tildelte vagten et slag i hovedet. Det forårsagede ikke noget brud, kun efterfølgende ømhed og smerte, oplyser Østjyllands Politi.