Likvideret gangster bag panik i det svenske kongehus

Svensk gangster levede på lånt tid med mange fjender. Påstod han havde foto af den svenske konge på stripklub, men det var en forfalskning

Mille Markovic, 52, fik flere skud i hovedet, da han parkerede sin bil ved bopælen i Bromma. (Foto: Per-Olof Sännås/Aftonbladet)
Mille Markovic, 52, fik flere skud i hovedet, da han parkerede sin bil ved bopælen i Bromma. (Foto: Per-Olof Sännås/Aftonbladet)

Den svenske gangster Mille Markovic, der påstod at han havde et kompromitterende billede af Kong Carl Gustaf på en stripklub, er blevet likvideret med skud ved sit hjem i Bromma udenfor Stockholm.

Den 52-årige serber fik flere skud i hovedet, da han parkerede sin bil foran lejligheden i Ulvsunda. Vidner fortæller om mindst fire skud. Drabet skete ved 18-tiden torsdag.

Svensk politi står uden spor af morderne - der menes at være to gerningsmænd. Men mange har tilsyneladende haft et motiv til at dræbe den forhenværende bokser og stripklubejer, der i mange år har været en central figur i Stockholms underverden. Morderne flygtede tilsyneladende i en hvid Toyota.

Han er dømt for afpresning, våbenbesiddelse, skattesvindel og narko.

Tiltalt for drabsforsøg
Sidste år blev han mistænkt for at stå bag en skudepisode, der handlede om kontrollen over stripklubben Club Privé i Stockholm. Han har tidligere ejet klubben, der nu drives af hans tidligere ven og forretningspartner Michael Badelt.

I november blev der rejst tiltale mod ham for mordforsøg i forbindelse med skyderiet ved Privé, hvor fire personer i entreen til stripklubben blev beskudt af en 25-årig mand med en 7.65 mm. pistol.

Politiet mente, at Mille Markovic planlagde drabsforsøget sammen med to andre i Serbien og Stockholm. Men tiltalen blev droppet ved retssagen i december, fordi et vidne hævdede, at han havde løjet overfor politiet om Markovics indblanding.

I 80´erne og 90´erne drev han pornoklubber og ulovlige natklubber i Stockholm, og var kendt som 'muskelmand' for den jugoslaviske mafia i Sverige. Motivbilledet til drabet spænder fra hævn og rivalisering til økonomi.

Kongen på stripklub
Mille Markovic blev kendt i Sverige og udlandet, da han i 2011 skabte panik i det svenske kongehus. Han var kilde til bogen 'Den modvillige monark'. og påstod i interviews, at han havde et billede af Carl Gustaf sammen med flere nøgne letlevende kvinder.

Venner til kongen kontaktede det kriminelle miljø for at få stoppet den eventuelle offentliggørelse af billedet. Det blev afsløret, at en nær ven til kongen betalte 625.000 kr. til kriminelle for arbejdet med at stoppe Mille Markovic.

Men den svenske avis Expressen afslørede senere, at billedet var falsk. Det var manipuleret, sagde tre eksperter i billedanalyse efter de havde undersøgt det. Kongens ansigt fra den officielle forlovelsesfilm med Dronning Silvia var klippet ind sammen med kvinderne.

Mille Markovics tidligere ven Michael Badelt, som nu ejer Club Privé og som længe har været i konflikt med Mille Markovic, siger til Expressen at listen over fjender, der ville den 52-årige til livs, er lang:

- Hvis man gennem 20 år sviner sig med kvinder og truer og afpresser kriminelle, så må man vel betale regningen. Nogen er vel sure på ham, siger Michael Badelt til Expressen.

1 af 3 Mille Markovic var i årtier en central figur i Stockholms underverden og skabte sig mange fjender. Foto: ROGER VIKSTRÖM/SCANPIX)
2 af 3 En nær ven til Carl Gustaf betalte over 600.000 kr. i jagten på billedet, som viste sig at være manipuleret. (AP Photo/Francis R. Malasig)
3 af 3 Mille Markovic, 52, fik flere skud i hovedet, da han parkerede sin bil ved bopælen i Bromma. (Foto: Per-Olof Sännås/Aftonbladet)