Påvirket dødsbilist står til fængsel

50-årig kørt ihjel af 25-årig narkopåvirket flugtbilist uden kørekort. Nu kommer sagen for retten

Blomster og mindeord hobede sig op Egtvedvej i Kolding, hvor Frank Hansen blev dræbt. (Foto: Claus Bonnerup)
Blomster og mindeord hobede sig op Egtvedvej i Kolding, hvor Frank Hansen blev dræbt. (Foto: Claus Bonnerup)

Ikke færre end 12 lovparagraffer blev overtrådt, da den 25-årige MG påkørte og dræbte den 50-årige cyklist Frank Hansen på Egtvedvej i Kolding fredag den 16. august sidste år, fremgår det af tiltalen mod ham.

Se også: 50-årig dræbt af flugtbilist: Syv unge udspørges
Retten i Kolding tager i dag fat på straffesagen mod den unge mand, og det er et omfattende anklageskrift, der er rejst mod ham. Bliver han dømt, som anklagemyndigheden lægger op til, risikerer han op til otte års fængsel.



Se også: Video kan fælde dødsbilist
Af anklageskriftet fremgår det, at MG opfyldte stort set alle kriterier, der kendetegner en regulær vanvidsbilist:

Han var hash- og amfetaminpåvirket, da han kørte mindst 124 kilometer i timen, hvor højst tilladte hastighed var 80. Han var frakendt kørekortet, han kørte i venstre side af vejen, og hans kørsel betegnes som hensynsløs. Desuden stak han af fra ulykken og undlod at komme den dødeligt kvæstede Frank Hansen til hjælp.

Efter anholdelsen forsøgte han overfor politiet at skyde skylden på en ven, han havde med i bilen.

Se også: Beskylder hinanden for at have kørt dødsbil
For fuldstændighedens skyld er han også tiltalt for at overtræde restaurationsloven, fordi han efter ulykken søgte skjul på et værtshus, hvor han havde forbud mod at komme.

Retten i Kolding tager hul på sagen her fra morgenstunden og har sat tre retsdage af til at afgøre MGs skæbne.

1 af 3 Frank Hansen døde på stedet, da han blev påkørt i august sidste år af narkopåvirket flugtbilist. (Foto: Privat/Claus Bonnerup)
2 af 3 Ulykkesbilen, der dræbte 50-årige Frank Hansen. Bilens fører står til længere straf, hvis han dømmes efter alle de lovovertrædelser, der er rejst tiltalte for, når retten taget hul på sagen i dag.
3 af 3 Blomster og mindeord hobede sig op Egtvedvej i Kolding, hvor Frank Hansen blev dræbt. (Foto: Claus Bonnerup)