Far kendt skyldig: Han dræbte Simon

Anklager kræver faderen idømt en fængselsstraf på tolv år

Den 47-årige Carl Ove Christiansen fra Bramming. Han er far til Simon Skovmand, som blev fundet død på trappeafsatsen ved faderens lejlighed i Bramming.
Den 47-årige Carl Ove Christiansen fra Bramming. Han er far til Simon Skovmand, som blev fundet død på trappeafsatsen ved faderens lejlighed i Bramming.

Den 47-årige Carl Ove Christiansen fra Bramming er netop blevet kendt skyldig i at have dræbt sin søn.

Et nævningeting ved Retten i Esbjerg har fundet det bevist, at den 47-årige mand myrdede sin 20-årige søn, Simon Skovmand, med to knivstik. Alle dommere var enig, oplyser retsformanden.

Retsformanden oplæser lige nu præmisserne for dommen. Dommerne har lagt vægt på, at Carl Ove Christiansen bar friske sår fra den urtekniv, som blev brugt til drabet. Retten lægger også vægt på, at faderen har blod på hænder, negle og flere steder på kroppen og tøjet på tidspunktet for anholdelsen.



Simon Skovmand omkom efter to knivstik, som begge hver for sig var dødbringende. Han blødte ihjel. (Privatfoto)
Simon Skovmand omkom efter to knivstik, som begge hver for sig var dødbringende. Han blødte ihjel. (Privatfoto)


Drabet fandt sted den 23. december 2012 i faderens lejlighed i Bramming.

Retten lægger vægt på, at drabet fandt sted i faderens lejlighed - nærmere betegnet i entreen.

- Retten ser bort fra den mulighed, at en anden person skulle have været inde i lejligheden for at dræbe Simon Skovmand. Begge knivstik i brystet var dræbende.

Blodige hænder

Carl Ove Christiansen har gennem hele sagen nægtet sig skyldig, men kan ikke huske noget fra det tidsrum, hvor den unge mand blev stukket og siden blødte ihjel på trappe.

Se også: Drabstiltalt far havde Simons blod på hænderne

Da politiet ankom til stedet var Carl Ove Christiansens hænder og negle sølet til i blod fra sønnen.

Faderen er iklædt blankpudsede brune sko, mørke jeans, sort skjorte og lysegrå bluse. Han har taget dommen vedrørende skyldspørgsmålet fattet. Flere familiemedlemmer er mødt op i retslokalet og de omfavner lige nu trøstende hinanden.

- Nej, jeg har ingen kommentar, lyder det vredt fra broderen til den afdøde Simon Skovmand.

Anklager Christina Korsgaard Andersen har krævet den skyldige idømt en fængselsstraf på tolv år. Forsvarer Mette Grith Stage har ingen bemærkninger hertil.

Nu skal dommere og nævninge tage stilling til straffens længde.