Far sendt 12 år bag tremmer for drabet på Simon

Dommen er anket på stedet

Den drabsdømte far, Carl Ove Christiansen. (Privatfoto)
Den drabsdømte far, Carl Ove Christiansen. (Privatfoto)

Den drabsdømte Carl Ove Christiansen er netop blevet sendt 12 år bag tremmer af et nævningeting ved Retten i Esbjerg. Retten kendte tidligere torsdag formiddag den 47-årige mand fra Bramming skyldig i at have dræbt sin søn, den 20-årige Simon Skovmand, med to stik i brystet.

Begge stik med køkken-kniven var hver for sig dødbringende.

Simon Skovmand blev fundet død på en trappeafsats den 23. december 2012 i Bramming. Her var han blødt hjel.

Anklager Christina Korsgaard Andersen krævede tidligere torsdag, at drabsmanden fik tolv år bag tremmer.

Retten har lagt vægt på, at manddrab som udgangspunkt straffes med fængsel i tolv år. Forsvarer Mette Grith Stage har anket dommen på stedet.

Nægter sig skyldig
Faderen har hele tiden nægtet sig skyldig i drabet. Han kan ikke huske noget, men havde Simons blod på hænder, tøj og krop, da politiet ankom til lejligheden. Entreen var sølet til i blod.

Retslægerådet har fastslået, at Carl Ove Christiansen er egnet til almindelig straf. Selv om han var fuld på drabsnatten, så befandt han sig ikke i en sygelig rus. Han var heller ikke sindssyg i gerningsøjeblikket. Ifølge lægerne er han normalt begavet og har ikke afvigende karaktertræk.

Det er kommet frem i retten, at den nu dømte mand tidligere har haft en hjerneblødning. Men efter et halvt års sygemelding var han tilbage på jobbet som økonomichef og han har ingen kognitive gener i dag.

- Jeg har ingen kommentar til sagen, da jeg har anket dommen, sagde Carl Ove Christiansen til Ekstra Bladet efter dommen.

Den dømte bliver nu ført bort af to uniformerede betjente efter at han har fået lov til at give sin søn og andre familiemedlemmer et knus.

1 af 2 Den dræbte søn, Simon Skovmand. (Privatfoto)
2 af 2 Den drabsdømte far, Carl Ove Christiansen. (Privatfoto)