Jetsetters hjem plyndret og oversvømmet

En varetægtsfængslet 33-årig jetsetter har fået plyndret sit hjem to gange efter sin anholdelse i sidste uge

Den 33-årige er tidligere blevet fradømt retten til at lede og stifte selskaber. (Foto: Anthon Unger)
Den 33-årige er tidligere blevet fradømt retten til at lede og stifte selskaber. (Foto: Anthon Unger)

Champagnedrengen Mads Dinesens gode ven, der blev anholdt samme dag som champagnedrengen i en storstilet politiaktion, har dagen efter sin varetægtsfængsling haft indbrud - to gange.

- Jeg kommer hjem og ser hoveddøren og håndtaget er smadret. Inde i huset er der vand over alt, fordi indbrudstyvene har hevet en slange ud bag vores vaskemaskine, siger den 33-årige jetsetters 21-årige kæreste, hvis navn Ekstra Bladet ikke kan skrive på grund af navneforbud i sagen.

Den 33-årige jetsetter var torsdag i grundlovsforhør bag lukkede døre samtidig med erhvervsfantasten Mads Dinesen. De blev begge varetægtsfængslet, fordi de er mistænkt for at have begået systematisk bedrageri og dokumentfalsk for over 30 millioner kroner. Blandt andet ved at have manipuleret virksomheder til at sende dem hårde hvidevarer, dyr elektronik og biler.

Ikke råd til husleje
Dommeren nåede dog kun knapt at sende den 33-årige bag tremmer torsdag, før hans hjem i Rungsted blev udsat for både hærværk og to indbrud på to dage.

- Jeg begyndte at pakke både hans og mine ting ned torsdag, efter jeg fik at vide, at han var varetægtsfængslet i fire uger. Men jeg ved reelt ikke, hvornår han kommer ud igen, og jeg har ikke råd til at betale husleje i en uvis tid, så jeg tænkte, at det var det mest praktiske at flytte, siger den 21-årige kæreste.

Flytteriet stoppede dog brat, da hun troppede op i huset om lørdagen.

- Da jeg kommer hen til huset med min mor, står der omkring 20 centimeter vand på gulvet. Jeg ringer straks til politiet og begynder at rode i kasser for at se, om der er stjålet noget. Men det er vist kun småting, siger kæresten.

Stjal mors flyttehandsker
Skadeservice ankommer til stedet, og det lykkes dem at få stoppet vandet. Beskeden lyder dog, at hun ikke må tænde for strømmen i huset de næste 24 timer af sikkerhedsmæssige årsager. Det vanskeliggør politiets arbejde ved huset, da mørket falder på, og de må derfor udskyde arbejdet til næste dag.

- Da jeg så kommer tilbage 12 timer efter, er døren brudt op igen. Og denne gang er der stjålet helt vildt meget. Det er de mest absurde ting, der er væk. Et spejl, tøj, sko, tasker, køkkenredskaber, billeder, håndklæder. Og et køleskab. Det er helt vanvittigt, siger kæresten til den 33-årige.

- De har også taget brugte løbesko, min mors flyttehandsker og alle mulige personlige ting fra mig. De tømte også køleskabet, som de bar ned fra første sal i huset. Maden var smidt i en sort sæk i indkørslen, siger hun.

- Har tyveriet noget at gøre med, at din kæreste er mistænkt i en stor svindelsag?

- Jeg ved det ikke. Det kan være, at der er nogen folk, som ved, at huset står tomt. Men det er noget, som politiet efterforsker, og de har fundet et spor. Så det kunne forhåbentligt give noget, siger hun.

Dna sikret
Hos Nordsjællands Politi bekræfter man, at der er fundet et spor på gerningsstedet. De forsøger også at spore tyvekosterne.

- Vi har foretaget noget god sporsikring på gerningsstedet, der, hvis vi er heldige, kan give os et dna-match. Hvis indbrudstyvene er kendt i systemet, så finder vi dem, siger vicepolitikommissær Lau Lauritzen ved Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Nordsjællands Politi har umiddelbart ingen mistanke om, at der kan være en forbindelse mellem den millionsvindel, som husets 33-årige ejer er mistænkt for at have deltaget i, og indbruddet.

- Vi har mistanke om, at gerningsmændene har rekognoseret stedet ved første indbrud, og så kan de have givet enten besked til andre eller selv have taget en masse ved det andet indbrud, siger Lau Lauritzen.

- Ud fra de koster, der er taget, tyder det på, at det er udlændinge, der står bag, eventuelt østeuropæere, siger han.