Familien til forsvundne Hanne: Nu skal vi videre

Vi vil gerne have en hverdag op at køre igen, siger datteren til Hanne König, som nu har været forsvundet i to måneder. Men familien opgiver ikke håbet om at få hende hjem igen

Hanne König har været sporløst forsvundet i to måneder. (Privatfoto)
Hanne König har været sporløst forsvundet i to måneder. (Privatfoto)

Ved du noget om Hannes forsvinden? Så send en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

I lige knap to måneder har familien til 50-årige Hanne König forsøgt at finde svar på, hvad der er sket med deres familiemedlem, som forsvandt sporløst 26. september.

Det er blandt andet sket ved hjælp af eftersøgninger, der supplerede politiets, med brug af clairvoyanter og med en Facebook-gruppe, hvor folk kunne vise deres støtte og komme med idéer til, hvordan familien kunne få Hanne hjem.

Men nu vælger familien at stoppe med at lede - i hvert fald for nu.

Se også: Ny eftersøgning: Hanne fortsat sporløst forsvundet

- Det, vi kunne undersøge, er undersøgt nu. Og nu vil vi gerne forsøge at få en hverdag op at køre igen, fortæller Hannes datter Tina König til Ekstra Bladet.

Det betyder blandt andet, at familien lukker Facebook-gruppen.

- Der er simpelthen så mange folk, der kommer med så mange spørgsmål - og det virker, som om nogen kun medlem af gruppen for at læse med på en 'krimi', siger hun og tilføjer, at familien nu har brug for lidt ro.

Se også: Forsvundne Hannes datter: Jeg forstår det ikke

- Der er rigtig mange, der har hjulpet til og det er vi glade for, men nu er det tid til, at vi prøver at komme videre. Hvis der dukker noget op, så undersøger vi selvfølgelig det - men ellers venter vi, siger Tina König.

Samtidig understreger hun dog, at det ikke betyder, at familien har opgivet at få Hanne hjem.

- Vi har overhovedet ikke opgivet håbet, fastslår hun.

Se også: Hanne sporløst forsvundet en måned

Men hvad der er sket med den 50-årige kvinde, kan altså hverken politiet eller familie og venner til Hanne König finde ud af.

Alt tyder på, at hun er taget hjem fra arbejde og er blevet hentet ved sit hjem. Men om det har været frivilligt eller ved tvang, det ved familien ikke. Ifølge politiet er der dog ikke noget, der peger på, at der skulle være sket en forbrydelse.

Se også: Forsvundet kvinde fik måske hjælp

- Og der er heller ikke noget, der peger i retning af, at hun har forladt hjemmet for at tage sit eget liv. Men vi kan selvfølgelig ikke udelukke noget, har vicepolitiinspektør Verner Pedersen, lokalpolitiet i Kolding, tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Familien gav det et sidste skud søndag, hvor 14 mennesker gennemsøgte en område omkring Rovstvej i Hejls, hvor Hanne Königs mobiltelefon er blevet registreret sidst. Men eftersøgningen gav intet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere