Dømt for at køre ven i døden

En 19-årig mand blev onsdag idømt to års fængsel, heraf 18 måneder betinget, for uagtsomt manddrab efter trafikulykke på Fyn

Venner og familie lagde blomster efter ulykken i september sidste år. (Foto: Claus Bonnerup)
Venner og familie lagde blomster efter ulykken i september sidste år. (Foto: Claus Bonnerup)

Den 19-årige ASH blev onsdag idømt to års fængsel for uagtsomt manddrab og uagtsom legemsbeskadigelse. Ifølge fyens.dk blev de 18 måneder gjort betinget.

ASH sad bag rattet med alkohol i blodet, da han sammen med tre kammerater fra den lille fynske by Indslev bragede frontalt ind i en 72-årig kvinde på Store Landevej ved Indslev den 21. september sidste år.

I retten kom det frem, at den 19-årige chauffør havde en promille på omkring 1,91, da ulykken skete.

Under dagens retsmøde oplyste ASH, at han ikke kunne huske noget fra den skæbnesvangre aften, men en af passagererne i bilen kunne fortælle, at de havde diskuteret, om ASH var i stand til at køre bilen.

- Jeg kan huske, at det var noget, der lige blev vendt, før vi kørte, men jeg følte godt, at jeg kunne køre med ham. Jeg havde set ham drikke nogle enkelte øl, men han var ikke så fuld som os andre, sagde vennen ifølge fyens.dk.

Ulykken kostede den 19-årige Lasse Stenstrup Lauridsen livet. Han sad på passagersædet, da mændenes VW Golf kl. 02.20 pludselig kørte over den i modkørende vejbane og ramte kvindens Volvo.

Se også: Dødsbilist var fuld

Den 72-årige kvinde pådrog sig brud på brystbenet og et ribben.

Se også: 19-årig og 20-årig uden for livsfare efter voldsom ulykke

Den tiltalte fører blev selv kvæstet ved ulykken.

Se også: Blodig nat på Fyn: To voldsomme trafikulykker koster liv

De to øvrige kammerater på bagsædet pådrog sig flere knoglebrud og maveblødninger samt en perforeret tyndtarm.