Knivoffer på hospitalet i taxa: Hævder overfald var helt tilfældigt

Knivoffer blev ramt af knivstik nær hjerteregionen, men er uden for livsfare. Politiet leder efter taxachauffør

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg

En 19-årig mand siger selv, at han tog en taxa til hospitalet, efter han natten til fredag blev stukket med en kniv tæt på hjerteregionen. Det skete i Holmbladsgade i København, og politiet fik anmeldelsen kl. 00.10.

Han siger selv, at knivstikkeriet var helt tilfældigt.

- Han siger, at det var en tilfældig mand, der stikker han i brystet en gang. Det siger han. Der er en del ting i den sag, der er uoplyst, siger John Dyrberg, der er central efterforskningsleder ved Københavns Politi, til ekstrabladet.dk og fortsætter:

- Vi har ikke noget, der tyder på, at det skulle være banderelateret. Det er formentlig noget internt, siger John Dyrberg, der ikke mener, at almindelige mennesker skal være bange for, at der er en syg mand, der går rundt og stikker tilfældige mennesker ned.

- Bestemt ikke. Det er slet ikke indtrykket, siger han.

Knivstikket, der gik ind i den øverste del af kroppen lige omkring hjerteregionen var kun overfladisk, og manden er derfor ikke i livsfare. Men det kunne nemt være gået værre.

- Knivstik er altid farlige, siger John Dyrberg.

Manden blev sat af ved Amager Hospital og blev hurtigt overført til Rigshospitalet, hvor han bliver behandlet for sine skader.

Politiet har kort afhørt manden og har også undersøgt det formodede gerningssted på Amager. De leder også efter den taxa, som knivofferet har fortalt, kørte ham til Amager Hospital, og der derfor interesseret i at tale med taxachaufføren.

- Nu overgår sagen til Station Amager, og når han er klar til det, så genafhører vi ham, siger John Dyrberg.

Ved du noget?Send en mail til 1224@eb.dkeller sms 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere