Afviser svigt før spædbarnsdrab

Ingen drages til ansvar for, at 20-årig kvinde kvalte sin ni dage gamle søn dagen efter at have bedt om hjælp på to nordjyske sygehuse og ved egen læge

Det var bag denne dør i en førstesals-lejlighed i Frederikshavn, at en mor angiveligt kvalte sin kun ni dage gamle søn for en måned siden. Nu har flere professionelle behandlere i Nordjylland konkluderet, at der ikke skete afgørende svigt inden tragedien. (Foto: Claus Bonnerup)
Det var bag denne dør i en førstesals-lejlighed i Frederikshavn, at en mor angiveligt kvalte sin kun ni dage gamle søn for en måned siden. Nu har flere professionelle behandlere i Nordjylland konkluderet, at der ikke skete afgørende svigt inden tragedien. (Foto: Claus Bonnerup)

Der er tilsyneladende intet snavs i den håndvask, som forskellige læger og behandlere i nordjylland flokkedes om, da Ekstra Bladet i februar i år afslørede familietragedie i Frederikshavn. Her kvalte en 20-årig mor sin kun ni dage gamle søn med en pude, efter at hun mindst fire gange havde været i kontakt med sundhedspersonale i de sidste fire dage frem mod tragedien.

Efter et møde i sidste uge med repræsentanter fra Sygehus Vendsyssel i Hjørring, psykiatrisk skadestue ved Aalborg Sygehus, Frederikshavn Kommune og den nu varetægtsfængslede kvindes egen læge ruller der ingen hoveder hos de behandlere, som havde sagen helt inde på livet.

Se også: Politiet: Mor dræber sit spædbarn

- På baggrund af mødet og en undersøgelse af forløbet inden tragedien kan vi ikke drage nogen til ansvar, men vi har lært en del af sagen, siger den ansvarlige for psykiatrien i Nordjylland, cheflæge Morten Kjøllbye, til ekstrabladet.dk.

Da den lille dreng blev født den 6. februar i år, åndede alt umiddelbart lykke hos forældrene. Men faren til barnet og morens forlovede igennem knap fem år kom ni dage senere - fredag den 15. februar - hjem til et skrækscenarie i den lille families lejlighed i Frederikshavn. Sønnen var kvalt og moren havde forsøgt at tage sit eget liv med et ukendt antal piller.

Indlagt dagen inden
Dagen inden, torsdag den 14. februar, bimlede alarmklokkerne ellers, da forældreparret ringede 112. Moren var psykisk nedbrudt og havde indtaget otte panodil-piller. Efter en hurtig undersøgelse på Sygehus Vendsyssel i Hjørring blev den 20-årige kvinde af bosnisk oprindelse overført til psykiatrisk skadestue ved Aalborg Sygehus. Herfra blev hun samme aften sendt hjem efter en såkaldt primær vurdering.

Se også: Fatale svigt før mor dræbte sit spædbarn

Dagen efter - på drabsdagen - bad en sundhedsplejerske forældrene om at søge egen læge, men heller ikke her anede man, hvad der var under opsejling.

- Konklusionen af vores møde er, at vi fremover skal være mere opmærksomme på stress og andre symptomer hos unge førstegangsmødre, og at vi hellere skal indlægge én for meget, end én for lidt. Samtidig indskærper vi, at vi skal blive bedre i dialogen med patientens egen læge, siger Morten Kjøllbye.

Se også: Sag om babydrab rejses politisk

Den 20-årige mor fik mandag forlænget sin varetægtsfængsling med yderligere fire uger. Hun erkendte grædende og nedbrudt drabet ved et grundlovsforhør i Retten i Hjørring for en måned siden. Hun gennemgår nu en mentalundersøgelse ved retspsykiatrisk afdeling på Aalborg Sygehus. Undersøgelsen skal fastslå, hvorvidt den 20-årige kan være egnet til en behandlingsdom.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere