Efterlyses for trafikdrab på ung familie

Julio Acevedo, 44, mistænkes for trafikdrab på familie i Brooklyn

Julio Acevedo, 44, mistænkes for trafikdrab på ung familie. (Foto: AP)
Julio Acevedo, 44, mistænkes for trafikdrab på ung familie. (Foto: AP)

Politiet i New York efterlyser Julio Acevedo, 44, der menes at have siddet bag rattet i den bil, som i weekenden dræbte et ungt ægtepar og deres baby.

Nathan og Raizel Glauber, begge 21 år, blev dødeligt kvæstede, da en BMW pløjede ind i deres taxi i et vejkryds nær deres hjem i Brooklyn.

Raizel Glauber var højgravid, og læger var i stand til at bringe hendes lille søn til verden i live ved kejsersnit. Drengen døde få timer senere.

Det gjorde tragedien total for venner og familie i det jødisk ortodokse miljø i Brooklyn-bydelen Williamsburg, hvor ægteparret boede.

Raizel Glauber var i syvende måned, da hun søndag oplevede smerter og besluttede at tage hen på et lokalt hospital.

Det blev fatalt, da deres taxi blev torpederet af en grå BMW, der kørte med 90 kilometer i timen.

Raizel Glauber blev slynget ud af køretøjet. Døende blev hun bragt til Bellevue Hospital på Manhattan, hvor lægerne fik drengen ud i live.

Men ifølge lægerne var også drengen blevet dødeligt kvæstet ved kollisionen.

Nathan Glauber blev erklæret død ved ankomsten til hospitalet. Taxichaufføren overlevede tragedien med alvorlige kvæstelser.

Julio Acevedo er en gammel kending af politiet. I februar var han sigtet for spirituskørsel og har tidligere afsonet otte års fængsel for uagtsomt manddrab i Brooklyn.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere