Syv års fængsel til ‘Mr. Goldfinger’

Bliver udvist og skal betale en halv million i erstatning

I dag fik Mr. Golfinder sin dom i Retten i Lyngby. (Privatfoto)
I dag fik Mr. Golfinder sin dom i Retten i Lyngby. (Privatfoto)

RETTEN I LYNGBY (ekstrabladet.dk): I dag faldt dommen over 'Mr. Goldfinger', der stod tiltalt for at have organiseret 124 indbrud i Danmark. Han har ligesom manden, han er opkaldt efter, en hang til det ædle metal. Mr. Goldfinger og sin 24-årige makker var således tiltalt for at have stjålet kilovis af guld og sølv.

Her var familie og pårørendemødt op for at støtte de to tiltalte, da dommen i en af de største tyverisager I Danmarks historie faldt i dag i Retten i Lyngby.

Dommen lød på syv års fængsel til Mr. Goldfinger og fem år til hans makker. Dertil er de begge blevet udvist af landet med indrejseforbud. Mr. Goldfinger skal også finde den store pengepung frem, da han skal betale en samlet erstatning til diverse forsikringsselskaber på omkring en halv million kroner.

Bagmand i tyve-ring
Retten fandt forklaringen, om at Mr. Goldfingers mange guld- og sølvgenstande var kommet i hans hænder via forskellige loppemarkeder, utroværdig. Dommeren sagde blandt andet, at de to nu dømtes forklaringer ikke kunne bruges til noget.

Dommeren konkluderede, at Mr. Goldfinger var hjernen bag den store tyveriorganisation, som hun kaldte for en 'familieorganisation', da både hans kone, onkel og fætter var indblandet. Hans 24-årige makker fik den lidet flatterende titel som 'håndlanger', men var langt fra den eneste.

Læs også:

Se også: Tiltale: Mr. Goldfinger bag 124 indbrud

Importerede tyvebander
Mr. Goldfinger er en 33-årig mand med serbiske rødder og indehaver af et rengøringsfirma i Nordsjælland. Hans makker har rumænsk baggrund.

De sørgede for at transportere 11-12 små tyvebander til Danmark. Makkerparret sendte tyvebanderne vidt omkring på Sjælland, og de 'besøgte' forskellige villakvarterer i Ringsted, Slagelse, Præstø, Holbæk, Hillerød og Greve.

Tyvebanderne fik udleveret biler med danske nummerplader, og de fik også anvisninger af Mr. Goldfinger om, hvor de skulle begå indbrud.

Størstedelen af tyvebanderne, der jo kom langvejs fra, blev indkvarteret på Hotel Continental på Nørrebrogade i København.

Læs også:

Se også: Mr. Goldfinger: Guld er fra loppemarkeder

Blev fældet af telefonaflytninger
Politets nyoprettede specialenhed Task Force Indbrud brugte knap et år på at optrevle og efterforske 'Mr. Goldfinger'. De brugte tre måneder på aflytning af de to tiltalte mænd.

Den 10. maj sidste år slog de så til på 10 forskellige adresser i København, Nordsjælland og Berlin. På Mr. Goldfingers fætters og onkels adresse i Berlin fandt politiet blandt andet 250 kilo sølv og 250.000 kroner i kontanter.

Da politiet ransagede Mr. Goldfingers egen bopæl i Humlebæk i Nordsjælland fandt de 2,4 kilo sølv, 1,3 kilo guld og 2 kilo guldbelagt bestik. Han forklarede i Retten i Lyngby, at han simpelthen har købt sig til de dyre metaller på forskellige loppemarkeder.

Mr. Goldfingers makker forsøgte få dage før ransagningerne at slippe ud af landet, men blev stoppet af politiet i Sønderjylland, inden han nåede over grænsen.

Ifølge ekstrabladet.dks sammentælling har Mr. Goldfinger og hans makker tjent omkring 2.668.467 kroner. Det beløb kan dog være højere, da politiet ikke har været i stand til at fastslå hele mængden af tyvekoster.

Begge de dømte har anket skyldsspørgsmålet - der er udstrakt navneforbud.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere