Politiagent afslørede 43 våben på loft

Det var for farligt at sætte mikrofon på politiagent, der forhandlede om køb af militære våben, siger anklager

En politimand gjorde intet forkert, da han kastede sig ud i forhandlinger med en nu 27-årig mand om køb af 43 militære automatgeværer.

Det påstår anklageren i Retten i Glostrup mandag i nævningesagen mod den 27-årige og to andre mænd, der er tiltalt for at ville sælge de mange våben.

De stammede fra røveriet mod Antvorskov Kaserne, og en af de tre anklagede sad netop og afsonede en dom på otte år for røveriet, da han - ifølge tiltalen - i sommeren 2011 forsøgte at sælge automatgeværerne.

En dommer gav betjenten lov til at optræde som agent, sådan at politiet til sidst kunne finde lageret på et loft over en garage i Brøndby.

- Agenten har på alle måder holdt sig på måtten, siger anklager Ulrik Sjølin Pedersen til nævninge og dommere.

- Hans ageren er snorlige, forsikrer anklageren og henviser til reglen om, at en agent ikke må lokke eller presse andre til at begå en forbrydelse.

Aflyttede de mistænkte
Agenten mødte den 27-årige i et fitnesscenter. De havde en række møder og var for eksempel ude at spise på blandt andet restaurant Rio Bravo.

Prisen skulle være 800.000 kroner, og snakken drejede sig om, at lageret skulle fragtes til Sverige.

Mens politiet aflyttede de tre mistænkte i perioden, blandt andet i et besøgsrum i fængslet, var der ingen mikrofon på agenten eller i hans bil. Men det er ifølge anklageren slet ikke et problem:

- Det er en betjent, der er på arbejde. Han har ingen interesse i at gå for langt. Desuden er det for farligt at bære udstyr, siger anklager Ulrik Sjølin i sin procedure.

Han påstår, at to af de tiltalte nærmest var håndlangere for den fængslede mand. Og han afviser al snak om, at de to på et tidspunkt skal have besluttet sig for at sige stop.

- Men de ringede ikke til B. (manden i fængslet, red.) og fortalte ham det. Og hvorfor ringede de ikke til politiet, spørger anklageren retorisk - og afviser påstanden om, at de faktisk afstod fra at ville sælge våbenlageret.

Omvendt mener de tiltaltes forsvarere blandt andet, at agenten gik alt for langt. Og at de tre mænds snak om et eventuelt salg af de 43 våben ikke var konkret nok til at udgøre et forsøg, som kan straffes.

Forsvarerne kommer til orde senere mandag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere