Rejsemæglerbus tilbageholdt: Politiet kørte teenagepiger til toget

Danske unge på vej hjem fra Prag måtte vente i over tre timer ved den tyske grænse, da deres bus blev tilbageholdt

Flere andre busser fra Rejsemægleren har morgenen igennem passeret grænsen uden problemer. Blandt andet bussen her, der i morges ankom til Vordingborg. De unge blev dog overraskede over at vågne op ved Kolding, da de troede, de skulle med færgen fra Rostock. (Foto: Per Rasmussen)
Flere andre busser fra Rejsemægleren har morgenen igennem passeret grænsen uden problemer. Blandt andet bussen her, der i morges ankom til Vordingborg. De unge blev dog overraskede over at vågne op ved Kolding, da de troede, de skulle med færgen fra Rostock. (Foto: Per Rasmussen)

I over tre timer måtte en gruppe danske unge fra Tårnby Gymnasium vente i kulden på en øde rasteplads ved den tyske grænse.

Da de omkring klokken 8.00 i morges ankom til grænsen, blev deres bus fra Rejsemægleren tilbageholdt af politiet.

- Vi har blandt andet kontrolleret fire busser fra Rejsemægleren, som kom nogenlunde samtidigt. Tre af dem var der ikke problemer med, men ved den sidste havde chaufførerne overtrådt kørehviletidsbestemmelserne, fortæller Michael Balvits, der er operativ leder i Rigspolitiets tungvognssektion.

Læs også:

Se også: Fordrukne danskere en byrde for Prags ambulancefolk

Bødetaksten for forseelsen er 9.000 kroner per chauffør. Bussen kan derfor først køre videre, når der er betalt 18.000 kroner.

- Selvom vi stoppede bussen omkring klokken 8.00, er det først omkring klokken 12.15 lykkedes at få Rejsemægleren til at forstå forseelsen, og at de skal betale, før bussen kan køre videre, siger Michael Balvits og kalder situationen lettere kaotisk.

- Vi har forsøgt at løse dette på bedste vis, men på et tidspunkt var det hele lettere kaotisk. Der var blandt andet piger, der havde været indlagt med maveinfektion i Prag og nu skulle stå ude i kulden og vente. Til sidste fyldte jeg derfor fire patruljevogne – efter aftale med deres forældre – og kørte dem til den nærmeste station, så de kunne komme hjem derfra, fortæller han.

Læs også:

Se også: Unge raser: Verbale tæsk til udskældt rejsebureau

Først omkring klokken 11.15 blev de resterende unge hentet af en ny bus, der herefter satte kursen mod Tårnby Gymnasium.

I bussen sidder de unge forfrosne og sultne.

- Det var hundekoldt at stå ude og vente så længe. Lige nu kan jeg ikke mærke mine fødder. Der var heller ingen kiosk på rastepladsen, så jeg er både sulten og tørstig, siger 17-årige Marie Tegtmeier Fogh til ekstrabladet.dk.

Læs også:

Se også: Elever strander i Prag en ekstra dag

Kort før, det kom frem, hvorfor bussen var tilbageholdt, talte ekstrabladet.dk med Rejsemæglerens direktør Kristian Aksel Nielsen. På det tidspunkt sagde han, at han ikke vidste, hvorfor bussen var tilbageholdt.

- Vi har haft to chauffører på bussen, så der kan ikke være nogen problemer med kørehviletiden, sagde han.

Efterfølgende er det ikke lykkedes at komme igennem til direktøren.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere