To anholdt i fængslet for 27 kilo narko

To narkodømte er anholdt i fængslet for smugling af 27 kilo amfetamin

22 kilo blev fundet gemt i bunden af denne bil, der blev kørt af to islændinge. (politifoto)
22 kilo blev fundet gemt i bunden af denne bil, der blev kørt af to islændinge. (politifoto)

To islændinge, der er idømt fem og otte års fængsel for indsmugling af fem kilo ecstasypiller, er blevet anholdt i fængslet, fordi politiet har rejst en ny alvorlig sigtelse mod dem.

Politiet mener, at de to narkodømte på 25 og 37 var involveret i indsmugling af 27 kilo amfetamin.

De to sigtede er i dag blevet varetægtsfængslet for 28 dage.

I september sidste år anholdt politiet et smuglernetværk af otte islændinge, der ifølge politiet stod bag importen af 34 kilo amfetamin.

Bagmand i Spanien
De to narkodømte indgik også i netværket, mener politiet nu. Politiet har udvidet sigtelserne mod den 38-årige formodede hovedmand, der blev anholdt i september, så han foruden smugling af de 34 kilo amfetamin nu også sigtes for partiet på 27 kilo.

Den 38-årige var bosat i Spanien. Sammen med tre andre islændinge på 49, 34 og 28 udgør han, ifølge politiet, kernen i narkoligaen.

- Det er en rigtig god sag. Det er voldsomme mængder amfetamin, der er smuglet ind, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen, narkosektionen.

Se også: Smuglede 34 kilo amfetamin i biler

En 42-årig mand fra Fyn er allerede blevet idømt 12 års fængsel for sin rolle i indsmuglingen af de 27 kilo amfetamin. Det var ham, som modtog de 27 kilo amfetamin på sin adresse i Odense.

De to islændinge stod, ifølge sigtelsen, for at koordinere indsmuglingen fra Holland. Flere kurerér rejste med tog til Holland for at hente amfetaminen og aflevere stoffet til den 42-årige på Fyn. Indsmuglingen af det store parti narkotika skete mellem den 22. og 23 november 2011, siger politiet.

Men den 42-årige har endnu mere på samvittigheden, mener politiet. Efter dommen på 12 år er han igen blevet varetægtsfængslet for et andet parti amfetamin på 10 kilo.

Risikerer ny lang narkodom
De to islændinge blev fremstillet i dag i Københavns dommervagt med krav om varetægtsfængsling.

Deres tidligere domme på fem år til den 25-årige og otte års fængsel til den 37-årige er anket til landsretten. Hvis de bliver dømt for de 27 kilo amfetamin risikerer de yderligere cirka 12 års fængsel.

1 af 3 Amfetaminen i 'islændinge-sagen' var pakket i et og to kilos pakker. (politifoto)
2 af 3 Under anholdelsen af en af de sigtede islændinge i efteråret blev der fundet denne ni mm. pistol. (politifoto)
3 af 3 22 kilo blev fundet gemt i bunden af denne bil, der blev kørt af to islændinge. (politifoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere