Her er de danske unges værste vinterferieulykker

FAKTA: Listen over ulykker og skandaler på de danske unges vinterferie er lang. Her er et udpluk

Tignes (Foto: Tobias Hansen)
Tignes (Foto: Tobias Hansen)

Flere danske unge er omkommet under skiture de senere år. De danske unge har også fået en del kritik for ikke at opføre sig ordentligt, når de er udenlands i flok.

* I 2002 blev en 17-årig dreng fra Ålsgårde dræbt på stedet, da han under en skiferie i Østrig af ukendte årsager kravlede op på en togvogn og strejfede den strømførende køreledning. Drengen fik 50.000 volt igennem sig. En lokal betjent betegnede klatreturen som et udslag af ungdommeligt overmod, der ofte er relateret til alkoholindtag.

* En 18-årig mand fra Stenløse Gymnasium mistede livet efter en kælketur i Tignes i 2005. En gruppe på otte tog en orange sikkerhedspude af en jernmast på pisten og brugte puden som kælk. Men det endte galt, da de med høj fart bragede ind i en jernmast. Ingen af de andre kom til skade.

* I 2005 døde en 19-årig mand under en skiferie i Østrig. Den unge mand var på vej hjem fra en bytur tidligt om morgenen, da han stoppede op for at tisse på en terrasse. Han fik overbalance, styrtede ned og blev dræbt, da han landede på en betonsokkel.

* De danske unge er ofte blevet kritiseret af rejsearrangører og hoteller for at gå amok og opføre sig uansvarligt. Frygt for smadrede hotelværelser og anden ballade fik i 2009 rejsebureauerne DanskiXtreme og Nortlander til at sende vagter med på skiferien i uge syv for at holde styr på gymnasieeleverne.

* I februar 2012 omkom en 19-årig dansk mand under en skiferie i Frankrig. Den 19-årige, som var 3.g'er fra Egå Gymnasium ved Aarhus, var påvirket af alkohol, da han styrtede ud over en altan fra femte sal på et hotel. Han blev fundet af en guide og døde på et hospital i nærheden.

* I februar 2013 er danske unge på vinterferie i Prag i Tjekkiet involveret i både indbyrdes knivstikkeri og slagsmål. De unge får ligeledes kritik for at hærge hotelværelser og opføre sig hensynsløst.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere