Far dømt: Mishandlede fire børn

En 47-årig far er dømt for grov vold mod fire børn og sexmisbrug af en søn, fra han var ni år

En stedsøn og tre biologiske børn blev mishandlet af far. En datter blev banket fra hun var to år gammel og volden stod på gennem 10 år. (Modelfoto: Jan Sommer)
En stedsøn og tre biologiske børn blev mishandlet af far. En datter blev banket fra hun var to år gammel og volden stod på gennem 10 år. (Modelfoto: Jan Sommer)

Fire børn levede i et voldshelvede i Ishøj. Børnenes far tæskede dem næsten dagligt med slag og spark gennem flere år, og den voldelige far sexmisbrugte også sin ene søn, fra han var ni år gammel.

Retten i Glostrup idømte i går den 47-årige far tre års fængsel for grov vold og incest. Han ankede på stedet til frifindelse.

Den 47-årige nægter, og siger at anklagerne mod ham er frit opfundet, fordi han forlod børnenes mor og giftede sig med en ny kvinde.

Retten i Glostrup fandt dog forklaringerne fra eks-samleveren og børnene så troværdige, at han stort set blev dømt efter anklageskriftet. Den 47-årige har siddet varetægtsfængslet siden 27. november sidste år, og han er fortsat varetægtsfængslet under ankesagen.

Kommunen gik til politiet
Sagen rullede, da et af børnene fortalte i skolen, hvad der skete i hjemmet i Ishøj. Kommunen anmeldte faderen til politiet. Både eks-samleveren og tre af de fire børn vidnede i retten mod den 47-årige. Det fjerde barn, en dreng, var ikke i stand til at vidne på grund af drengens psykiske tilstand.

De fire børn er den 47-åriges stedsøn og hans tre biologiske børn, to sønner og en pige, som han har sammen med eks-samleveren.

Han blev også dømt at have mishandlet eks-samleveren. Hun blev gennem 14 år banket flere gange om ugen, hvor han slog, sparkede og skubbede hende og kastede genstande som ølflasker, en termokande og en symaskine efter hende.

Stedsønnen blev fra han var otte til 18 år udsat for mishandling flere gange om ugen, hvor han blev slået med flad og knyttet hånd, skubbet, rusket, sparket og nevet. Han blev for eksempel trukket ned ad en trappe og slået med et stoleben.

Vold gennem mange år
Han ene biologiske søn - den samme som han flere gange havde analt samleje med - blev banket fra han kun var tre år gammel. Igen brugte faderen flad og knyttet hånd og han sparkede, ruskede og skubbede til sønnen. Volden stod, ifølge anklageskriftet, på gennem 10 år.

Den anden biologiske søn var kun et år gammel, da faderen begyndte at tæve drengen på samme måde som de øvrige børn. Volden ophørte først, da drengen var 11 år.

Heller ikke datteren gik ram forbi. Hun var, ifølge tiltalen, kun to år gammel, da faderen begyndte at mishandle hende. Det stod på til pigen fyldte 12 år. Hun blev 'gentagne gange' slået i ansigtet, hovedet og på kroppen med flad og knyttet hånd, sparket mens hun lå ned, og nevet. Faderen kastede også 'genstande' efter hende, blandt andet stole og en pose med æbler.

Den største vægt i dommen på tre års fængsel er de tre tilfælde af incest med den ene søn som kun var ni og 10 år gammel, da faderen havde samlejer med ham.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere