Tiltalt for drabsforsøg: Jeg har aldrig ønsket min fætter død

Tilstod bombeangreb efter sexsag. Den 42-årige KJ trak dog senere tilståelsen om dobbelt drabsforsøg tilbage

Rørbomberne blev placeret under den blå Toyota Carina, da den holdt parkeret her på Vilhelm Thomsens Plads i Randers. (Foto: Ernst van Norde)
Rørbomberne blev placeret under den blå Toyota Carina, da den holdt parkeret her på Vilhelm Thomsens Plads i Randers. (Foto: Ernst van Norde)

Sexovergreb under en drukfest og et efterfølgende dobbelt drabsforsøg bliver i disse dage rullet op i retten i Randers.

Den 42-årige KJ er tiltalt for at ville sprænge sin 33-årige fætter og dennes fire-årige datter i luften med to rørbomber juleaften 2011.

KJ havde ifølge anklagemyndigheden placeret de to bomber under fætterens blå Toyota Carina, da den holdt parkeret på Vilhelm Thomsens Plads.

Kl. 18.30 juleaften satte den 33-årige LJM nøglen i tændingen, og kort efter eksploderede de to bomber efter få meters kørsel. Bilen blev totalskadet med fem huller i bunden og alle ruder smadret, mens fætteren og den lille pige slap med hylen for ørerne.

Motivet bag bomberne er ifølge anklager Søren Beckermann, at den 33-årige fætter under et drukgilde den 4. oktober 2009 begik et sexovergreb mod den tiltaltes daværende kæreste, efter hun havde fået blackout af druk.

- Jeg var selv rimelig stiv, så jeg gik i seng, og min ekskæreste blev hjulpet i seng, for hun havde siddet og sovet ved bordet, forklarede KJ i går i retten.

LJM blev efterfølgende tiltalt for at have tilsniget sig til samleje med den døddrukne kvinde. Han blev dog frifundet.

- Sådan er retssystemet, det må jeg acceptere, sagde KJ under dagens retsmøde.

Sagen gik mig på
KJ erkendte dog, at sexsagen gik ham på.

Frem til anholdelsen levede han som førtidspensionist på grund af store rygproblemer, og han erkendte også under dagens retsmøde, at han ofte drak, men han nægter, at han på noget tidspunkt har ønsket fætteren død.

I dagene omkring julen 2011 fortalte KJ, at han både lillejuleaften og juleaften sad derhjemme og drak. Første juledag tog han ud til en kammerat, hvor han skulle holde julefrokost med kammeraterne.

Anklager Søren Beckermann mener derimod, at bilbomben var kulmination på konflikten mellem de to fætre.

KJ er tidligere dømt for trusler mod fætteren, og flere beviser fundet på gerningsstedet og på tiltaltes bopæl peger på KJ som gerningsmanden.

Ifølge anklageren kan fiskelim, endemuffer og en rørtang være med til at fælde KJ, som er en ivrig lystfisker.

Især rørtangen kan blive et afgørende bevis.

Politiets teknikere mener nemlig, at mærker på endemufferne, som sad på rørbomberne, stammer fra den rørtang, der blev fundet hjemme hos KJ, da politiet ransagede hans hjem ved Randers.

Den tiltalte kunne under dagens retsmøde ikke afvise, at rørtangen var blevet brugt til at lave rørbomberne.

- Jeg ved ikke, om det der er min, men jeg har da en magen til, sagde KJ, da han blev præsenteret for rørtangen.

Læs også:

Se også: Tiltalt for dobbelt drabsforsøg trak tilståelse tilbage
Se også: Fuldesex bag dobbelt drabsforsøg
Se også: Ville dræbe fætter med bilbombe

Sagen tog sidste sensommer en kortvarig drejning, da den 42-årige KJ pludselig tilstod, at det var ham, der stod bag det dobbelte drabsforsøg mod en fætter og hans datter.

Det kom onsdag middag frem under retssagen om bombeangrebet i Randers juleaften 2011.

KJ var under sin varetægtsfængsling indlagt på Aarhus Sygehus for at blive rygopereret, da han pludselig trak en politibetjent til side.

Tilståelsen kom kl. 04.00 om natten den 24. august.

Er det korrekt, at du sagde til politibetjenten, som bevogtede dig, at du havde gjort det?, spurgte anklageren.

- Ja , svarede KJ.

Hvorfor?

- Jeg havde lige fået at vide, at jeg ville få en dropfod, så jeg ville opgive det hele, da jeg ikke ville tilbage til Randers arrest. Jeg ville hellere overflyttes til Vestre fængsels sygeafdeling, svarede KJ.

Men hvorfor ville du pludselig tilstå noget, som du siger du ikke har gjort?

- Jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle komme ud af det, da jeg jo har et motiv.

Under en afhøring i forbindelse med tilståelsen den 4. september forklarede KJ, at han placerede rørbomberne under bilen, fordi han ville give fætteren et chok.

Under forhøret kom KJ ifølge anklageren med detaljerende oplysninger om bomberne, og han fortalte, hvordan han havde lavet bomberne.

- Politibetjenten stillede ledende spørgsmål, så jeg sagde bare ja til det, siger KJ i retten.

Tilståelsen blev dog trukket tilbage under en fristforlængelse en måned senere, og han nægter sig nu skyldig.

Sagen fortsætter i morgen med vidneafhøringer af en række politibetjente og sprængstofeksperter.

Fredag skal den 33-årige fætter og hans søster afhøres.

Der ventes at falde dom den 26. eller 27. marts.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere