Visitationszonen i Køge, der skulle være afsluttet den 14. februar, forlænges nu frem til den 28. februar.
Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi tirsdag.
- På baggrund af kriminelle elementers fortsatte lovovertrædelser og utryghedsskabende aktiviteter i området forlænges den tidsmæssige udstrækning af visitationszonen med 14 dage, skriver politidirektør Anders Linnet i erklæringen.
Forlængelsen begrundes med, at der fortsat sker våbenfund i visitationszonen, og at konfliktbilledet mellem de lokale bander stadig er aktuelt i forhold til visitationer.
Derfor ønsker politiet, at de fortsat kan kontrollere personer i området for at forebygge, at områdets bandemedlemmer gør skade på hinanden og andre.