Medier: Politimorder død i nedbrændt hytte

Christopher Dorner meldes ifølge amerikanske medier død efter ildkamp i Californiens bjerge. Politiet kan endnu ikke bekræfte oplysningerne

Liget af en person, der menes at være Christopher Dorner, 33, er fundet i en udbrændt hytte i Californien, USA, hvor den efterlyste politimorder forinden havde barrikaderet sig under en ildkamp med politiet. Det oplyser flere amerikanske medier.

Dermed skulle der være sat punktum for den ugelange klapjagt på den hævngerrige eksbetjent, der var mistænkt for drab på tre personer i Los Angeles-området.

Men kort tid efter meddelte polititalsmand Andrew Smith på et pressemøde, at temperaturerne i hytten stadig var for høje til, at man kunne undersøge brandstedet nærmere. Derfor kan politiet endnu ikke bekræfter dødsfaldet.

- Vi fortsætter som om, at Dorner stadig er derude, siger Andrew Smith på pressemødet.

Dræbte betjent i ildkamp
Tidligere meldinger fra medier og politi sandsynliggør dog, at Christopher Dorner omkom i huset. Han havde tirsdag dræbt en betjent og sårede en anden i en skudveksling ved skisportsstedet Big Bear øst for Los Angeles.

Ifølge myndighederne blev der affyret flere hundrede skud i løbet af en halv time, da Dorner blev spottet af politiet i de sneklædte bjerge.

Christopher Dorner søgte under ildkampen tilflugt i træhytten, hvor han ifølge en lang række amerikanske medier - herunder CNN, ABC News og Los Angeles Times - tog sit eget liv. Ifølge politikilder lød der et enkelt skud fra hytten, mens ejendommen brændte.

Tv-billeder viste, at der steg røg til vejrs fra træhytten, der ligger inde i en skov. Helikopter-billederne viste også flammer i huset.

Tog to kvinder til fange
Christopher Dorner havde de seneste dage holdt sig skjult i en anden bjerghytte i området, hvor han havde taget to kvindelige beboere som gidsler.

Gidslerne led ifølge politiet ingen overlast og slap fri, da Dorner tirsdag morgen forlod hytten. Han blev kort efter opdaget af politiet, da han forsøgte at forlade området i en stjålet, hvid pickuptruck.

Christopher Dorner var efterlyst for drab på tre personer med tilknytning til politiet i Los Angeles. Dorner havde i et manifest på internettet erklærer krig mod politiet som hævn for en fyreseddel i 2008.

1 af 3 Eftersøgning på Christopher Dorner beskrives som den største menneskejagt i Californiens historie. (Foto: AP)
2 af 3 Christopher Dorner var mistænkt for drab på mindst tre personer. (Foto: AP)
3 af 3 Dette tv-billede viser den brændende hytte i Big Bear, Californien, hvor Christopher Dorner angiveligt havde barrikaderet sig. (Foto: AP)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere