Politimorder omringet: Bjerghytte står i flammer

En betjent dræbt i skudveksling med den efterlyste Christopher Dorner, som har barrikaderet sig i hytte

Politiets indsatsstyrke er trængt ind i en bjerghytte i Big Bear i Californien, USA, hvor den efterlyste politimorder Christopher Dorner, 33, menes at befinde sig, rapporterer amerikanske medier.

Levende billeder fra amerikanske tv-stationer viser, at der stiger røgs til vejrs fra hytten, der ligger inde i en skov. Helikopter-billederne viser også flammer i huset.

Christopher Dorner, som mistænkes for tre drab, barrikaderede sig tidligere på dagen i hytten, der ligger i nærheden af et skisportssted.

Det sker efter en skudveksling med politiet tirsdag aften dansk tid, hvor to betjente fra sherifkontoret i San Bernadino County blev ramt af skud. En af betjentene er død af sine sår.

Ifølge myndighederne blev der affyret flere hundrede skud i løbet af en halv time, da Dorner blev spottet af politiet ved skisportsstedet.

Christopher Dorner har ifølge Los Angeles Times de seneste dage holdt sig skjult i en bjerghytte, hvor han havde taget to kvindelige beboere som gidsler.

Gidslerne slap fri, da Dorner tirsdag morgen forlod hytten. Han blev kort efter spottet af politiet, da han forsøgte at forlade området i en stjålet, hvid pickuptruck.

Dorner forulykkede under en biljagt og endte i ildkamp med flere betjente. Lyd af skud og råb er blevet vist i en direkte tv-udsendelse fra området.

Den desperate eksbetjent, der beskrives som ekstremt farlig, søgte under ildkampen skjul i en hytte, hvor han barrikaderede sig.

Han efterlyses for drab på tre personer med tilknytning til politiet i Los Angeles. Dorner har offentliggjort et manifest på internettet, hvor han erklærer krig mod politiet som hævn for en fyreseddel i 2008.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere