Politiet forlænger periode for visitationszone

Perioden for den eksisterende visitationszone forlænges, så den nu gælder indtil tirsdag den 26. februar 2013 kl. 1200

De seneste dages banderelaterede knivstikkerier får nu Københavns Politi til at forlænge den periode, hvor de uden at 'spørge om lov' kan visitere personer og biler med henblik på at lede efter våben. Visitationszonens periode er således nu gældende frem til den 26. februar klokken 12.

Det er politiets opfattelse, at der fortsat foreligger en særdeles skærpet konfliktsituation i Københavns Politikreds, hvilket blandt andet ses ved de banderelaterede hændelser fredag den 8. februar 2013 og mandag den 11. februar 2013, hvor der i begge tilfælde blev anvendt kniv som gerningsvåben.

- På den baggrund har vi vurderet, at der fortsat er forøget risiko for voldelige konfrontationer, hvor der anvendes våben på en sådan måde, at det indebærer fare for personers liv, helbred eller velfærd, siger politiinspektør Jørgen Skov, Københavns Politi.

Her kan du se et kort over visitationszonen.

Mandag eftermiddag blev en 22-årig elev fra Københavns Tekniske Skole ramt af seks knivstik, mens det fredag aften var to andre bandemedlemmer, der blev ramt af knivstik i det nordvestlige københavn, da otte-ti mænd løb ud af deres bil og overfaldt de to, som også sad i en bil.

Midt i januar indførte Københavns Politi den såkaldte visitationszone, hvor betjente må tjekke borgere for våben, selv om der ikke er nogen konkret mistanke. Også biler må undersøges. Perioden udløb egentlig tirsdag, men mandag har politidirektør Thorkild Fogde besluttet at forlænge den til 26. februar.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere