Køleskabslig: Svært at finde dødsårsagen

Liget af Mette Herholdt er i så dårlig forfatning, at det besværliggør undersøgelserne

Foto: Privat/Per Rasmussen
Foto: Privat/Per Rasmussen

Det har lange udsigter, før politiet kan fastslå, hvordan Mette Bønnelykke Herholdt blev dræbt. Hun blev fundet død i et køleskab på en landejendom i Dannemare på Lolland, efter hun havde været sporløst forsvundet i over to år. Og liget er derfor så nedbrudt, at det gør retsmedicinernes arbejde svært.

- Det, som der er at sige, er, at forventningerne er, at det trækker noget ud med resultatet af de forskellige prøver, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, der forventer, at der vil gå flere uger, før det endelige resultat foreligger.

BT skriver i dag, at Mette Herholdts ven, Ole Østerballe, er blevet kontaktet af en, der udgav sig for at være Mette, efter det tidspunkt i 2010, hvor politiet mener, hun er blevet dræbt.

Læs også:

Se også: Køleskabs-lig: Sådan var Mettes liv

Her bad hun ham angiveligt om penge som hjælp til at flytte fra Lolland og til julegaver til hendes datter. Da han tøvede, blev han truet med, at hun ville bilde hans kone ind, at de havde en affære. Det endte med, at Ole Østerballe overførte mere end 42.000 kroner.

Han mener nu, at det var Mettes nu drabssigtede, tidligere samlever, der har overtaget Mette Herholdts facebookprofil.Han er efterfølgende blevet varetægtsfængslet.

- Jeg føler mig så dum, men jeg havde ikke fantasi til at forestille mig, at Mette var død. Jeg ville gerne hjælpe hende væk fra Lolland, siger Ole Østerballe til bt.dk.

Søren Ravn-Nielsen bekræfter, at Ole Østerballe er en del af efterforskningen, men han vil ikke kommentere yderligere på det.

- Når folk forsvinder, og vi går ud og efterlyser dem, så interesser vi os også for, hvad der sker på de sociale medier. Men jeg kan ikke sige, om det her giver anledning til yderligere sigtelser, siger han og understreger, at fokus lige nu ligger på at få fastlagt dødsårsagen i forhold til, om Mette Herholdt led en naturlig død, eller om mistanken om drab styrkes.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere