Tre er dræbt under optagelse af TV-reality

Tre mænd er dræbt under optagelse af et TV-realityprogram i Californien. En helikopter forulykkede

En TV-optagelse i Californien er ramt af en tragedie, der har kostet tre mennesker livet.

Brandvæsnet i Acton i den nordlige del af Los Angeles-området i den amerikanske delstat siger, at en helikopter er styrtet ned under optagelse af et TV-realityprogram.

Ulykken har kostet tre mænd livet.

Styrtede på åben mark
Ifølge brandvæsnet blev alle tre mænd, der befandt sig i helikopteren, erklæret døde på stedet for ulykken, der skete på en ranch med start- og landingsbane for fly.

Netop denne ranch bruges ofte i den tv- og filmglade delstat til optagelser af film, tv-programmer og reklamer.

Helikopteren styrtede ned på en åben mark.

Nåede kun en dags optagelser
Der foreligger ikke umiddelbart detaljerede oplysninger om de tre dræbte eller om det program, de var i gang med.

Men en af brandfolkene siger, at de dræbte er mænd i 40'erne, og at optagelser til realityprogrammet begyndte lørdag.

Det er heller ikke klart, om de dræbte var deltagere i realityprogrammet, eller om de tilhørte produktionsholdet bag programmet.

Lokale medier siger, at produktionsselskabet hedder Bongo Productions.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere