Hun fandt liget i Hillerød: Hans knogler stak ud

Et makabert syn mødte mandag Sonja Ager, da hun ledte efter sin kat. Ved en busk fandt hun liget af en mand

Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)
Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)

En sødlig lugt strømmede sidste sommer beboerne i møde i den fælles baghave bag Ved Skovgærdet 39 i Hillerød. Beboerne troede, lugten stammede fra en død due, de havde smidt på kompostbunken, og tænkte ikke mere over det.

Den rigtige - og mere makabre - forklaring på lugten fik de dog mandag, da Sonja Ager var ude at lede efter sin kat.

Se også: Lig lå mere end et år bag hospital

I en busk bag ejendommens rækværk ud til Psykiatrisk Center Nordsjælland mødte der hende nemlig et ubehageligt syn; liget af en mand.

- Hans knogler stak ud af buksebenene, og på hovedet var der indtørret hår. Det var et rigtig grimt syn, og det var tydeligt, han havde ligget der længe, fortæller Sonja Ager til Ekstra Bladet.

Chokeret over synet fik hun fat i personale fra den psykiatriske afdeling og kontaktet politiet.

I flere timer undersøgte teknikere og betjente med hunde stedet for senere at konkludere, at der næppe var tale om en forbrydelse. Hvilket en obduktion tirsdag bekræftede.

Se også: Mystisk lig kan være 60-årig mand

For beboerne i ejendommen Ved Skovgærdet 39 er det dog ikke rart at vide, at de gennem et år har hængt tøj til tørre ganske få meter fra, hvor liget har ligget.

- Vi har jo gået lige forbi flere gange. Det er ikke rart at tænke på. Der bor flere børn i området, så jeg er bare glad for, det ikke var en af dem, der fandt liget, siger Liselotte Madsen, der bor i samme opgang som Sonja Ager.

Hun var også hjemme, da liget blev fundet, men havde ikke lyst til at gå om og se det.

- Jeg var alligevel så nysgerrig, at jeg kiggede gennem plankeværket og så liget af en mand, der lå på maven, fortæller hun.

Se også: Politiet står med tre uidentificerede lig

På trods af mandagens ubehagelige fund har Sonja Ager det i dag godt. Og katten, hun ledte efter, dukkede også op senere på dagen.

- Det viste sig, at den bare var låst inde hos underboen, fortæller hun.

1 af 4 Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)
2 af 4 Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)
3 af 4 Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)
4 af 4 Sonja Ager fandt det forrådnede lig bag Hillerød Hospital. (Foto: Rumle Skafte)