Dansk skole-elev lam efter skiulykke

17-årige Fredrik Øie Sørensen kom alvorlig til skade, efter han ramte ind i et træ på en skitur - forsøgte at undgå at ramme kammerat på pisten

Fredrik Øie Sørensen slap med livet i behold, men udsigterne er ikke kun positive. Han er foreløbigt lam fra taljen og ned. (Privatfoto)
Fredrik Øie Sørensen slap med livet i behold, men udsigterne er ikke kun positive. Han er foreløbigt lam fra taljen og ned. (Privatfoto)

Lam fra taljen og ned. Det er resultatet af en skiulykke, hvor den 17-årige Fredrik Øie Sørensen ramte ind i et træ.

Fredrik var taget til Hafjell i Norge for at få en sjov tur med vennerne og sin ungdomsklub. Turen ender dog brat for ham lørdag eftermiddag, hvor uheldet sker.

Fredriks mor Dorte Sørensen bliver ringet op af en af ungdomsklubbens medarbejdere kort tid efter ulykken.

- Fredrik forsøger at undvige en kammerat på pisten, og så står der et træ i vejen. Han når ikke at rette op og ryger med hovedet først ind i det, siger Dorte Sørensen til ekstrabladet.dk.

Hjelmen reddede hans liv
- Jeg får at vide, at der umiddelbart ingen alvorlige skader er, fordi hans krop er fin. Han er bevidstløs, og vågner først op i ambulancen på vej til hospitalet, siger hun.

Desværre viser det sig at være mere alvorligt end først antaget. Derfor flyver Dorte Sørensen til hospitalet i Oslo søndag morgen. Her får hun både gode og dårlige nyheder leveret af lægerne - Fredrik er vågen og i live, men han er lam.

- De kan jo ikke garantere noget. Men de fortæller, at han har gode odds for at få noget af førligheden tilbage, siger Dorthe Sørensen og fortsætter:

- 'Heldigvis' er det kun hovedet, der har taget imod slaget. Hjelmen slår itu. Den er helt sikkert grunden til, at han er i live nu, siger hun.

Fredrik har stadig nogle hævelser, der skal lægge sig, før lægerne kan sige noget definitiv om hans situation.

Læs videre under kortet:



'Helt ad helvedes til'
Fredriks mor holder hovedet koldt, men der er få øjeblikke, hvor man kan mærke en dybt berørt mor.

- Det ene øjeblik er jeg oppe at svæve, fordi der er sket noget godt og det andet øjeblik, synes jeg, det er helt ad helvedes til.

- Det er lidt for ungt at skulle ligge sådan der, siger Dorte Sørensen.

Nu venter hun bare på, at hun kan tage Fredrik med hjem til Danmark, men der går nok en lille uges til, inden han er stabil nok til flyveturen hjem.

Dorte Sørensen sender samtidig rosende ord efter ungdomsklubbens ansatte, der har holdt hende underrettet gennem hele forløbet.

1 af 3 (Privatfoto)
2 af 3 (Privatfoto)
3 af 3 Fredrik Øie Sørensen slap med livet i behold, men udsigterne er ikke kun positive. Han er foreløbigt lam fra taljen og ned. (Privatfoto)