Ansatte i inkassofirma snyder fogedretten

Fire ansatte i et inkassofirma er dømt for at snyde fogedretter til at afsige domme i forældede skyldnersager

En 47-årig tidligere afdelingsleder i et inkassofirma i Glostrup blev tirsdag idømt seks måneders betinget fængsel for forsøg på bedrageri.

Den tidligere afdelingsleder blev dømt for at beordre tre ansatte til at fremdatere datoer for, hvornår der sidst var betalt af på gælden i 66 inkassosager, der var forældet.

De nye datoer betød, at sagerne kunne sendes til fogedretten. Det fik i over 50 tilfælde landets fogedretter til at bestemme, at skyldnerne fortsat skulle betale af på en gæld, der var forældet.

Svindlen skete i 2008 og blev meldt til politiet af en tidligere medarbejder. Derefter blev de ugyldige inkassosager kaldt tilbage og annulleret, før de blev betalt.

Advokaturchef Tine Ginnerup fra Københavns Vestegns Politi har aldrig før oplevet en sag, hvor et inkassofirma har snydt fogedretten på den måde.

Hun fortæller, at den samlede gæld i sagerne var på knap en million kroner.

- Men retten har ikke taget stilling til, hvor mange penge forsøget på bedrageri løber op i. Det er meget svært at afgøre, fordi man jo ikke ved, hvor mange af skyldnerne der kunne betale deres gæld, forklarer hun.

Afdelingslederen begik tilsyneladende ikke bedragerierne i et forsøg på at berige sig selv.

- Der er snarere tale om, at hun har forsøgt at dække over, at sagerne har ligget så længe i hendes afdeling, at de blev forældet, fortæller Tine Ginnerup.

De tre ansatte blev idømt betingede fængselsstraffe uden straffastsættelse.

Anklagemyndigheden mente også, at lederen skulle frakendes retten til at beskæftige sig med inkasso, men det blev hun frifundet for.

Alle fire har nægtet og overvejer nu at anke dommen. Ingen af dem arbejder i inkassofirmaet i dag.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere