Politiet henlægger sag om dødfunden baby

Myndighederne opgiver at finde moderen til en nyfødt død baby, der blev fundet i Søndersø ved Viborg

Dette blå tæppe var svøbt om pigens hals. (Foto: Midt- og Vestjyllands Politi)
Dette blå tæppe var svøbt om pigens hals. (Foto: Midt- og Vestjyllands Politi)

Midt- og Vestjyllands Politi henlægger nu sagen om en dødfunden babys mor.

Sagen drejer sig om fundet af liget af en lille nyfødt pige, der blev fundet i Søndersø ved Viborg først i december måned sidste år.

Lå 3-4 meter ude i søen
Den døde baby lå tre-fire meter ude i vandet, hun var nøgen, et håndklæde var svøbt om hendes hals, og navlestrengen var der stadig.

- Babyen bar på flere måder præg af at være født ved en fødsel i det skjulte. Læger og retsmedicinere har i hvert fald vurderet, at barnet ikke er blevet født inden for det etablerede sundhedssystem, sagde vicepolitikommissær ved Lokalpolitiet i Viborg, Henrik Grove, tidligere på året til ekstrabladet.dk.

Læs også:

Se også: Håber på gennembrud om dødfunden baby

Læs også:

Se også: Sidste chance for at finde død babys mor

Politiet har siden da søgt efter barnets mor og søgt en forklaring på, hvad der er gået forud for, at barnet blev fundet i søen.

Ikke meget mere at gå efter
Den lille, døde pige var svøbt i et blåligt-mønstret håndklæde som politiet offentliggjorde et foto af i håbet om, at nogen kunne genkende håndklædet og på den måde føre politiet til moderen til barnet.

Men et par måneder efter offentliggørelsen af fotoet af håndklædet løb det spor tørt og gav ikke givet politiet konkrete spor at gå efter.

Efter yderligere efterforskningsskridt var sidste mulighed at få en retskendelse, så politiet kunne få navnene på kvinder der havde fået afslag på en sen abort – efter den 12. uge af graviditeten.

Alle afslag blev gennemgået, og det endte med, at politiet skulle undersøge ni kvinder, der havde fået afslag og ikke senere havde født et barn, der var blevet tildelt et personnummer.

Taget til udlandet
- Vi har besøgt alle kvinderne, og der er ikke nogen af dem, som er mor til den dødfundne pige. En af dem har født et dødt foster, og størstedelen af resten havde foretaget en abort i Sverige eller London, hvor der er andre regler for sene aborter, siger Henrik Grove til ekstrabladet.dk.

Han har arbejdet med sagen i snart et år.

- Nu henlægger vi den. Vi har dna fra den døde baby, og måske kan det en gang føre os til moderen, og ellers er det kun, hvis vi får nye, valide tip fra offentligheden, at sagen kan blive genåbnet, siger Henrik Grove til ekstrabladet.dk.