Gå til artikel om 1 sek
Gå til artikel

TV: Politiet gav dreng på 15 mdr. peberspray

En far og hans lille søn fik peberspray af en politibetjent efter en banal færdselssag på Nørrebro i København

En rystet far med sin lille dreng. Sønnen Abdullah fik en gang peberspray sammen med sin far Abdulmohsen Homud, der var på besøg hos familie i København. (privatfoto)
En rystet far med sin lille dreng. Sønnen Abdullah fik en gang peberspray sammen med sin far Abdulmohsen Homud, der var på besøg hos familie i København. (privatfoto)

Se knægten og faren i tv-klippet over artiklen
-------------

En banal færdselsforseelse endte i tumult og peberspray, da en skaldet og stærkt tatoveret politibetjent i går - ifølge flere vidner - nærmest gik amok med sin peberspray.

Han ramte en 15 måneder gammel dreng i ansigtet og drengen skreg og græd i en time. Flere medarbejdere i den private spejder og karateklub på Ørnevej 33 i København blev også ramt af pebersprayen.

- Jeg græd, da jeg så min søn. Jeg troede ikke mine egne øjne, fortæller ingeniør og sales manager i olieselskabet Q8 Abdulmohsen Homoud, 39.

Han bor i Belgien, men besøger familie i København, og er fundraiser for ’Foreningen Nørrebro karate & spejdere’, der i 2009 fik diplom af Kronprinsesse Mary for sit integrationsarbejde. Klubben er financieret af private og får driftstilskud af Københavns Kommune, og arbejder især for at holde børn og unge ude af kriminalitet.

Kørte mod ensretningen
Abdulmohsen Homoud, der er født i Kuwait, kørte med som passager i sin egen sorte Audi på belgiske nummerplader med sønnen Abdullah på skødet, mens hans bror kørte bilen.

Ved et vejarbejde kørte de gennem en ensrettet gade, og dét fik en civil patruljevogn øje på. Politiet fulgte efter til klubben på Ørnevej, og bad føreren om at vise kørekort og bilens papirer. Abdulmohsen Homouds bror erkendte på stedet, at han var kørt mod ensretningen og var villig til at betale bøden.

Imens ville Abdulmohsen Homoud aflevere sønnen til sin bror inde i klubben. Drengen havde kun lidt tøj på, og han frøs. Homoud taler kun engelsk og forsøgte at forklare den ene betjent, at han bare ville aflevere sin søn til sin anden bror, og så komme ud og tale med betjenten og vise ham sine papirer.

Fyrede løs med pebersprayen
Men betjenten nægtede at lade Abdulmohsen Homoud gå ind med drengen, og greb fat i Abdulmohsens trøje ved indgangen til klubben. Det blev Abdulmohsen Homoud sur over og talte højt, men gjorde ikke andet.

Efter lidt mere mundhuggeri trådte betjenten en skridt tilbage, trak sin peberspray og sprøjtede Abdulmohsen i ansigtet.

Så sprayede han rundt i luften, så også drengen blev ramt af chilisprayen. Han var imens kommet op på sin onkels arm i indgangdøren til klubben. Men onklen Qsem Homoud, 41, nåede ikke at bringe drengen i sikkerhed, før onklen også blev ramt af peberspray. Det samme gjorde Basem Barakat, 36, der er arabisk tolk i Rigspolitiet og en af drivkræfterne bag klubben, og medarbejder Marianne Nielsen fik også peberspray.

– Vi forstår ikke, hvorfor betjenten var så aggressiv. Det var helt unødvendigt, siger de.

Den anden politibetjent trak også sin peberspray, men gjorde intet.

Tilkaldte ambulance
- Betjentene har sikkert følt sig pressede, fordi de stod overfor tre velvoksne mænd, men de gjorde jo ingenting. Det er efterhånden som Chicago her på Nørrebro, hvor politiet bare er bange. På en måde kan jeg godt forstå det, siger Marianne Nielsen, der arbejder frivilligt i klubben, der har 375 medlemmer.

Da to ekstra patruljevogne kom frem, begyndte betjentene straks at hjælpe med at skylle den lille drengs øjne og Abulmohsen Homoud fik også skyllet øjnene.

Imens kom en ambulance frem, som hjalp både drengen og hans far.

- De andre betjente var meget søde og hjælpsomme og de fik skyllet drengens øjne grundigt inden ambulancen kom frem. De beklagede også på deres kollegas vegne, fortæller Marianne Nielsen.

Der var fem-syv børn i klubben under tumulterne, og børnene søgte forskræmt ly i det bageste lokale.

- Vi har brugt megen tid på at tale med børnene bagefter. De var forskrækkede over det, der skete, siger Marianne Nielsen.

Den 15 måneder gamle Abdullah Homoud måtte have skiftet alt sit tøj, fordi pebersprayen stadig hang i tøjet.

- Her fire timer efter har jeg stadig hovedpine og det svier i øjnene, siger Abdulmohsen Homoud, mens den trætte søn sover på en sofa i klubben.

Abdulmohsen Homoud er ikke sigtet for noget efter episoden.

Middag med 50 børn aflyst
Hans fætter tolken Basem Barakat vil nu klage over betjentens opførsel. Søndag aften skulle klubben have 50 børn til middag som forberedelse til efterårsferiens spejderlejr, men middagen blev aflyst, fordi alle var oprørte over episoden. Maden til 5000 kr. var forudbetalt, og de penge har klubben nu mistet.

Central vagtleder Michael Poulsen, Politigården, kunne ikke kommentere episoden i går: – Jeg kan blot se, at vi har været til assistance derude, og der har været en ambulance på stedet. Men der står ikke noget i rapporten om, hvad der er gået forud, siger han.

1 af 5 15 mdr. gamle Abdullah hviler ud efter dramatikken. Drengen græd i en time efter episoden. (privatfoto)
2 af 5 Her får 'Foreningen Nørrebro karate & spejdere' diplom for integrationsarbejdet af kronprinsse Mary og daværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbech i 2009. Basem Barakat (med blomsterbuketten) fik selv en dosis af pebersprayen i går. (privatfoto)
3 af 5 Abdulmohsen Homoud med sønnen: - Jeg græd, da jeg så ham, siger faderen. (Foto: Jakob Jørgensen)
4 af 5 Far og søn, medarbejderen Marianne Nielsen og Basem Barakat, der tolker for Rigspolitiet, blev alle ramt af pebersprayen. (Foto: Jakob Jørgensen)
5 af 5 En rystet far med sin lille dreng. Sønnen Abdullah fik en gang peberspray sammen med sin far Abdulmohsen Homud, der var på besøg hos familie i København. (privatfoto)
Seneste Nyt
Mest læste på Ekstra Bladet
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen