Tvivl om, hvorvidt nogen er ramt ved skudepisode i Tingbjerg

Vidner melder, at en mand er blevet ramt af skud i Tingbjerg

Politiet har afspærret et større område omkring det angivelige gerningssted i Tingbjerg. (Foto: Rumle Skafte)
Politiet har afspærret et større område omkring det angivelige gerningssted i Tingbjerg. (Foto: Rumle Skafte)

Der hersker tvivl om, hvorvidt nogen er blevet ramt ved skyderiet i Tingbjerg mandag eftermiddag.

Ifølge politiet er der endnu ikke dukket ofre op.

- Status klokken 19.00 er, at vi endnu ikke har nogen ofre for skyderiet. Der er affyret mindst ti skud med et og samme våben, kan vi konkludere ud fra de afskudte patronhylstre. Vidner fortæller, at der også kan være skudt med en revolver, siger den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Robert Jensen, til ekstrabladet.dk.

Skuddene blev affyret lige omkring klokken 16.20.

ekstrabladet.dk havde en mand i området i andet ærinde, da det pludselig bragede løs.

ekstrabladet.dk's udsendte hørte beboere i området tale om, at en mand var blevet ramt af skud.

Og ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger har en mand sammen med venner opsøgt skadestuen på Bispebjerg Hospital med, hvad der kan være skudskader fra episoden i Tingbjerg.

- Det kender vi ikke noget til, så det kan vi ikke bekræfte, siger Robert Jensen til ekstrabladet.dk.

Tre parkerede biler blev ramt af skud, da det bragede løs.

Politiet undersøger stadig området, og teknikere og hunde var klokken 19.15 fortsat i gang i Tingbjerg.

Tidligere i dag oplyste politiet, at man ledte efter en bil i forbindelse med skyderiet.

- Vi leder efter en sort firehjulstrækker med flere mænd af anden etnisk oprindelse end dansk, siger Henrik Orye til ekstrabladet.dk.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere