Fængselstortur: Fik stød af forlængerledning

Indsat i Ringe Statsfængsel blev tæsket, udnyttet seksuelt og fik stød af en forlængerledning af fire medfanger

Fire mænd forsøgte at klippe medfanges brystvorter af med en neglesaks og gav ham stød med en forlængerledning. (Foto: Polfoto)
Fire mænd forsøgte at klippe medfanges brystvorter af med en neglesaks og gav ham stød med en forlængerledning. (Foto: Polfoto)

RETTEN I SVENDBORG (ekstrabladet.dk): En forlængerledning, hvor den ene ende var blevet afisoleret, blev brugt til at torturere indsat i Ringe Statsfængsel. Det kom frem under retssagen som startede her til morgen mod fire tiltalte medfanger.

Det fremgår af anklageskriftet, at offeret under den timelange tortur blev tæsket med tøjbøjler og bøger, blev tisset på, udnyttet seksuelt og fik gentagne stød.

Det elektriske stød kom fra en forlængerledning, som de tiltalte havde anskaffet sig, forklarer anklager Henning Christiansen.

De fire tiltalte har nu alle været i vidneskranken, men nægter sig skyldige i den torturlignende mishandling, der skulle have foregået d. 22 april i år i en celle i Ringe Statsfængsel, blot en uge efter den unge mand havde siddet bag tremmer. Bla. forsøgte de også at klippe medfanges brystvorter af med en neglesaks.

Udover den forurettede, er yderligere indkaldt tre vidner, der alle er fængselsfunktionærer.

Offerets advokat har krævet, at alle de fire unge mænd bliver fjernet fra retssalen, mens forurettede afgiver forklaring, fordi han ifølge advokaten, ellers er for bange til at udtale sig.

Dommen ventes at falde omkring klokken 15.30.