PET anholder tre for terrorplaner

Politiets Efterretningstjeneste har anholdt tre personer i forbindelse med en terrorsag - der er tale om tre unge mænd

På mindst fire forskellige adresser har politiet foretaget ransagninger i forbindelse med anholdelsen af tre terror-mistænkte. (Foto: Tariq Mikkel Khan)
På mindst fire forskellige adresser har politiet foretaget ransagninger i forbindelse med anholdelsen af tre terror-mistænkte. (Foto: Tariq Mikkel Khan)

Politiets Efterretningstjeneste har anholdt tre personer i forbindelse med en ny sag om terror.

Anholdelserne er sket på to forskellige adresser i Københavnsområdet, oplyser PET i en pressemeddelelse.

Mændene var i besiddelse af automatvåben og ammunition. Desuden mener PET, at de var i færd med at forberede en terrorhandling.

Læs også: Tre biler beslaglagt i terror-sagen

De tre unge mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret i løbet af de næste 24 timer, hvor en anklager vil kræve, at dommeren fængsler de anholdte i forbindelse med ovenstående.

To af de anholdte bor i Danmark. Det er en 22-årig jordansk statsborger og en 23-årig mand med tyrkisk pas.

Den tredje er 23 år og bor i Egypten - men er dansk statsborger.

For at sikre danskerne mod eventuelle terror-trusler vil den fortsatte efterforskning af sagen foregå i samarbejde mellem PET og Københavns Politi.

- Den videre efterforskning er forankret i Københavns Politi, men vil naturligvis ske i et tæt samarbejde med PET, skriver politiinspektør Svend Foldager, Efterforskningschef, Københavns Politi, i en pressemeddelelse.

ekstrabladet.dk har forgæves forsøgt at få uddybet sagen hos PET.

- Jeg kan eller vil desværre ikke sige mere end det, der allerede står i vores pressemeddelse, lyder det fra PET's kommunikationsrådgiver, Lotte Holmstrup.

Heller ikke hos Københavns Politi kan man tilføje yderligere.

- Nej, det er PET, der har været tovholder i denne her sag, så derfor er det også op til dem at udtale sig, fortæller vagtchefen for Københavns Politi til ekstrabladet.dk.

I december 2010 blev fire personer anholdt for fremskredne planer om et voldsomt terrorangreb mod J/P Politikens Hus på Rådshuspladsen i København.

Ifølge ekstrabladet.dk's oplysninger havde de tre nyligt anholdte personers terrorplaner dog ikke samme mål.

Ved du noget, så giv os et tip på sms/mms 1224 eller på mail: 1224@eb.dk

ekstrabladet.dk følger sagen..

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere